Mig og Ulf – uden Ulf

fredag 02. februar 2018 Den komiske forestilling, Mig og Ulf, samler de bedste revynumre Ulf Pilgaard og Flemming Jensen har spillet sammen i. Men desværre har Flemming ikke hørt fra Ulf, siden han sendte ham manuskriptet. Så er det godt, Flemmings niece i stedet kan træde til. Forestillingen spiller i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 24. februar.

Flemming Jensen og Amalie Fjeldmose turnerer lige nu landet rundt med forestillingen Mig & Ulf, der ikke, ligesom stykkets titel ellers indikerer, har Ulf Pilgaard med på scenen. Flemming Jensen og Ulf Pilgaard har ikke spillet sammen, siden de to spillede Sherlock Holmes og Dr. Watson i 1985. Men nu har Flemming Jensen skrevet en splinterny forestilling til dem, bygget over de gamle revynumre.

Flemming Jensen er sikker på, at han havde en helt klar aftale med Ulf Pilgaard og har da også sendt ham manuskriptet – men siden da har det været svært for ham at komme i kontakt med Ulf… meget svært.

Nu står Flemming Jensen pludselig over for publikum, og Ulf Pilgaard er endnu ikke dukket op. Heldigvis er Flemmings niece, den unge Amalie, til stede for at sufflere - og hun må springe ind og spille Ulfs rolle. I Ulfs kostumer.

Den skøre historie spiller i AKKC’s Det Lille Teater lørdag 24. februar kl. 16.

En mini-musical
Flemming Jensen karakteriserer forestillingen som en mini-musical – mest fordi, det kun er den ene af de to medvirkende, der kan synge. Forestillingen indeholder en god blanding af numre af blandt andre komponist Lars Fjeldmose med bidrag fra Cole Porter, Alan Menken, Joan Javits, Thomas Pakula, Gershwin, Ulf Fleischer, Flemming Jensen og John Du Pres.

Den garvede og det nye ansigt
Flemming Jensen er som skuespiller, instruktør, dramatiker, forfatter og foredragsholder en garvet herre på de danske scener. Til gengæld er Amalie Fjeldmose et nyere ansigt. Den 28-årige skuespillerinde havde sin debut på scenen i 2012 som Dina i Skammerens Datter. Hun har derudover blandt andet spillet rollen som Vinterens Fe i musicalen Peters jul på Folketeatret, og rollen som Frk. Ignora i forestillingen Frk. Ignora eksploderer på Anemone Teatret. Derudover er hun en fast del af det 14-mand store swing-orkester, Come and See the Zirkus, hvor hun synger og optræder som en af de tre femme fatale-søstre i The Zirkus Sisters.

Billetkontor (Hverdage fra 12-17): +45 9935 5566