Kærlighedshistorie fortalt gennem Puccinis smukke operamusik

fredag 23. november 2018 Oplev den prægtige opera La Bohème når Prag Statsopera opfører Giacomo Puccinis mesterværk med et 40-mandsorkester og 20 korsangere. Denne musikalske rejse kan opleves fredag 18. januar 2019 kl. 20 i Aalborghallen i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Aalborg Kongres & Kultur Center har i samarbejde med Liberec operahus formået at få Prag Statsopera til at gæste Danmark for første gang nogensinde.

Publikum kan forvente en unik musikalsk operaoplevelse, med store følelser og nervepirrende drama, når Prag statsopera går på scenen i Aalborghallen med den ulykkelige kærlighedshistorie La Bohème.

Den smukke kærlighedshistorie bliver kun mere rørende af det store 40-mands orkester og de 20 korsangere, som hæver musikaliteten i den smukke opera til et helt andet niveau. Dog skal publikum være forberedte på hjertebanken og våde øjenkroge, når Puccinis musik spilles til den store opera om ulykkelig kærlighed.

Handlingen finder sted i Paris omkring 1830, hvor vi møder kunstnerne Rodolfo, Marcello, Colline og Schaunard, som alle lever under trange kår, hvor de bor sammen på et klemt kvistværelse. Vennerne beslutter sig for at fejre juleaften sammen på deres lokale stamsted Café Momus.

Inden vennerne mødes på caféen, møder Rodolfo den smukke ensomme nabopige Mimi, og til tonerne fra Puccinis smukke musik opstår der kærlighed ved første blik. Dog slutter hvedebrødsdagene hurtigt for parret, da de finder ud af, at Mimi er dødeligt syg af tuberkulose.

Operaen bliver opført på italiensk med danske overtekster.

Billetkontor (Mandag-torsdag 10-16 fredag 10-15): +45 9935 5566