Havedyrkning er sundt og herre trendy

torsdag 21. marts 2019 Dyrkning, gødning, gravearbejde og beskæring er populært som aldrig før, og særligt byboere i lejlighed har i den grad har taget de grønne gøremål til sig. Samtidig viser nyere studier fra Europa og resten af verden, at jord under neglene styrker både krop og sjæl.

Nyere forskning fra USA, Europa, Asien og Mellemøsten viser, at kroppens stressniveau og blodtryk nedsættes, når vi er i haven og mærker jorden mellem fingrene samtidig med, at duften af friske blomster vækker en indre følelse af glæde.

Ud over at være sundt er havedyrkning populært som aldrig før og er den dag i dag ikke kun forbeholdt personer, som bor i hus. Langt fra faktisk.

Sådan lyder det fra forfatter, forlægger og tv-personlighed, Claus Dalby. Han nævner fænomenet urban gardening som en af tidens store tendenser, når det kommer til udelivet, da flere personer med grønne fingre bosætter sig i lejligheder i midtbyen, hvor mulighederne for traditionel havedyrkning ofte er yderst begrænsede.

- Urban gardening har i de seneste år for alvor holdt sit indtog blandt landets mange lejlighedsbeboere, der bruger deres altaner og tagterrasser som mobile køkkenhaver, hvor de i kasser og krukker avler egne grøntsager samt krydderurter. Og netop krukker har Claus Dalby af mange grunde en særlig forkærlighed for.

- Ønsker du som beboer i lejlighed at give dig i kast med havedyrkning, er krukker et glimrende sted at starte, da de er nemme at gå til, og du hurtigt kan tilplante en krukke sammenlignet med eksempelvis et bed. Derudover synes grænsen for, hvad du kan dyrke i samt hvordan du arrangerer krukkens indhold, nærmest uendelig, fortæller Claus Dalby, som i tidens løb har udgivet en lang række litterære værker om de smukke beholdere, heriblandt bogen Krukker i haven fra 2017.

Foredragsholder på AKKC’s forårsmesse
Ud over at skrive bøger og optræde på tv holder Claus Dalby foredrag, og 6. april kl. 12.00, 13.30 og 15.00 kan haveentusiaster og øvrige interesserede opleve ham i Aalborg Kongres & Kultur Center, når den passionerede havemand lægger vejen forbi i forbindelse med messen FORÅR ’19 – Hus & Have.

Blogger, Anette K. Pedersen, fra Fru Pedersens Have samt manden med Danmarks vel nok kendteste have, Søren Ryge, vil, ligesom Claus Dalby, holde foredrag henholdsvis fredag 5. april kl. 14.00 og søndag 7. april kl. 13.00 på dette års forårsmesse i AKKC, der som noget nyt er gratis at besøge.

Billetkontor (Mandag-torsdag 10-16 fredag 10-15): +45 9935 5566