Gode tidsaktuelle grin med Gintberg

torsdag 27. september 2018 Jan Gintberg vil med showet Gintberg re(d)der verden tage en komisk vinkel på nogle af de problemer verden tumler med i dag. Som titlen på showet indikerer kan Gintberg ikke redde verden, men i stedet friserer han den, og gør den dermed lidt sjovere med sine komiske indspark. Gintberg re(d)der verden kan opleves lørdag 13. oktober 2018 kl. 20 i Aalborghallen i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Den altid sjove Jan Gintberg er for 3. gang tilbage med et show, der tager sit komiske udgangspunkt i hverdagens sjove fænomener, og i de problematikker, som verden står i i dag. Med showet drysser Jan Gintberg på magisk vis komik over de ellers hårde verdensproblematikker.

Publikum kan glæde sig til et standup-show med tidsaktuelle grin, dog skal de forbedrede sig på, at showet ikke bliver lyserødt og uskyldigt. Med anmeldelser på 5 ud af 6 stjerner fra både Nordjyske og BT og udtalelser såsom: "Jan Gintberg sætter alt og alle på plads i nyt show" og "Gintberg er altid en forrygende opråber", kan publikum forvente sig et standup show med en masse gode grin men også et show med tidsaktuelle verdensproblematikker.

En sand komiker
Jan Gintberg har optrådt som standup komiker siden 1992, hvor han præsterede at blive nummer 3. ved DM i Stand-Up. I 1997 fik han sit folkelige gennembrud som standup-komiker, hvor han medvirkede i radioprogrammet Tæskeholdet på P3.  Lige siden har han været i ilden med sine komiske indspark, som har spredt masser af grin rundt om i Danmark. Senest har han været aktuel med DR1’s TV-program Gintberg på kanten, hvor han rejser rundt til Udkantsdanmark og finder sjove finurligheder, som kan vendes til et godt grin.

Billetkontor (Mandag-torsdag 10-16 fredag 10-15): +45 9935 5566