Foråret kom med Forårsmessen

søndag 07. april 2019 Weekendvejrets solstråler og behagelige temperaturer blev markeret i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), der slog dørene op til FORÅR ’19. Årets forårsmesse, som var den 51. i rækken, havde fokus på hus og have og var som noget helt nyt gratis at besøge, hvilket resulterede i nogle velbesøgte dage med masser af liv.

Åbningen af årets messe fandt sted på en lun og solskinsrig fredag middag, da AKKC-direktør, Nicolaj Holm, fra scenen i Aalborghallen bød velkommen og uddelte Forårsprisen 2019, som gik til kokken Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel.

Publikum var mødt talstærkt op for at hylde den 37-årige køkkenchef og nykårede verdensmester i gastronomi for derefter at gå på opdagelse blandt de mange stande, som lå ind med alt til huset og haven. En af disse var den aalborgensiske sengeforhandler, Himmelsengen, der i løbet af weekenden fik afsat flere af deres eksklusive Hästens-senge.

- Vi har været rigtig glade for at deltage på årets messe, da vi møder mange potentielle kunder, der måske ikke ville aflægge vores butik på Vesterbro besøg, men som på en messe med åbne stande vælger at stoppe op og prøve vores produkter, hvorefter de kaster deres kærlighed på dem. Det er noget, vi i den grad har oplevet i løbet af de sidste par dage efter at have deltaget på messen, lyder det fra en tilfreds ejer og grundlægger af Himmelsengen, Elsebeth Brix.

Ligesom sidste år var messen desuden udvidet med et stort outlet. Her gjorde de købelystne gæster med en forkærlighed for tøj og sko flere gode handler, alt imens sulten blev stillet blandt de mange boder i Europahallens mangfoldige fødevaremarked.

Foredrag trak mange publikummer til
Årets messe bød samtidig på en række foredrag om grønne trends, hvilke trak rigtig mange haveentusiaster og øvrige publikummer til.

På førstedagen dykkede blogger, Anette Krogh Pedersen fra Fru Pedersens Have, ned i indretning af uderum, mens Claus Dalby om lørdagen øste ud af råd om havedyrkning i krukker.

Det hele kulminerede søndag eftermiddag, da Danmarks måske største haveguru, Søren Ryge, lagde vejen forbi og holdt foredrag foran en fyldt sal og således var med til at sætte et flot punktum for den 51. forårsmesse i AKKC.

Næste år blænder AKKC igen op for Forårsmessen, som finder sted 27.-29. marts 2020.

Billetkontor (Mandag-torsdag 10-16 fredag 10-15): +45 9935 5566