AKKC sikrer sig ny rekordaftale for konferencer med KL

tirsdag 23. januar 2018 Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) har indgået en rekordstor KL-aftale på 19 store konferencer i 2018-2022. AKKC sikrede sig aftalen med KL efter en omfattende udbudsrunde, og resultatet cementerer Aalborgs rolle som hele Danmarks foretrukne kongresby.

Når KL – eller Kommunernes Landsforening – sender deres største konferencer i udbud, er der stor interesse fra alle landets kongrescentre. Hidtil har Aalborg Kongres & Kultur Center trukket en del af arrangementerne til Aalborg, men ikke tidligere har Aalborg trukket så mange KL-arrangementer til Aalborg på én gang. Hele 19 gange over de næste fire år skal den politiske top og en stor del af embedsværket samles i Aalborghallen. Den seneste storaftale inkluderede kun 13 konferencer.

- Der er ingen tvivl om, at vi er meget tilfredse med resultatet. Det siger sig selv, at når 1200-1900 mødedeltagere kommer til Aalborg 19 gange, har det en meget positiv påvirkning på hoteller, detailhandel, restauranter og selvfølgelig på driften her i huset, siger direktør for AKKC, Nicolaj Holm.

Aftalen med KL inkluderer ligeså mange hotelovernatninger pr. arrangement. Som noget helt nyt ønskede KL at lave en samlet aftale med mødefaciliteter, forplejning og overnatning. Det stillede store krav til det udbudsmateriale, som afdelingen for Møder & Kongresser i AKKC skulle udarbejde.

- KL-aftalen er udtryk for, at et samlet Aalborg kan mere. Vi har haft et stærkt samarbejde med Visit Aalborg, byens hoteller og ikke mindst med vores egen Restaurant Papegøjehaven. Resultatet er et udtryk for, at det samarbejde fungerer, siger Nicolaj Holm.

Aftalen har stor betydning for hele Aalborg – ikke mindst fordi omsætningen i detailhandlen, restauranter og i transportsektoren stiger med cirka 2500 kr. pr. konferencedeltager (Visit Danmark). Med 19 kongresser giver det en øget omsætning til Aalborg på lige omkring 90 millioner – eller hvad der svarer knap 200 arbejdspladser.

Billetkontor (Mandag-torsdag 10-16 fredag 10-15): +45 9935 5566