menu

Publikumsmagneten Pippi Langstrømpe i musicalversion

mandag 24. oktober 2022 ’Her kommer Pippi Langstrømp’, tjolahop, tjolahej, tjolahopsasa’. Sådan lyder det, når den usædvanlige pige, Pippi, kommer ridende gennem byen på sin hest med en abe på skulderen. Pippi gør tingene på sin helt egen måde, for hvordan kan man vide, hvad man kan, hvis man ikke har prøvet det før? Publikum kan godt begynde at glæde sig til 21. og 22. oktober 2023, når MCH Musical kommer til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med musicalen om den bomstærke pige, der kan løfte sin egen hest.

Der er lagt op til et glædeligt gensyn med den selvstændige pige, som gør tingene fuldstændig på sin egen måde – til irritation for de kedelige voksne, når MCH Musical indtager Europahallen i AKKC i børnenes efterårsferie 21. og 22. oktober 2023.

Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynte Efraimsdatter Langstrømpe, som hendes fulde navn er, laver både løjer og gode gerninger med de artige naboer, Tommy og Annika, når familieforestillingen får premiere i Aalborg.

Hele balladen foregår i og omkring det farvestrålende hus Villa Villekulla, hvor Pippi bor med sin hest, Lille Gubben, og aben Hr. Nilsson.

Der er lagt op til en musikalsk oplevelse for hele familien, hvor de voksnes regler ikke gælder – og der er med garanti skæg og løjer på programmet.

Hjertevarm og humoristisk klassiker
Den bomstærke Pippi med de frække fregner og de knaldrøde fletninger er både stærk, god, modig og hjertevarm – og elsket af generationer.

Publikum kan møde hende og alle de kendte karakterer fra den humoristiske og hjertevarme historie, når den gæve pige forsøger at holde tyveknægtene Blom og Dunder-Karlsson væk fra alle sine kostbare skatte.

Samtidig forsøger hun at undgå, at den ordensbevidste Frk. Prysselius sender hende afsted på børnehjem.

Publikum møder naturligvis også Pippis far, Kaptajn Langstrømpe, som til hverdag sejler rundt på de 7 verdenshave, de to betjente Kling og Klang og selvfølgelig Pippis bedste venner Tommy og Annika.

Siden 1945, hvor Astrid Lindgren skabte klassikeren om den selvstændige heltinde, har Pippi Langstrømpe begejstret og givet mod til børn verden over – og nu kan både børn og voksne glæde sig til at opleve hende og alle hendes venner i Aalborg.

En stjernerække af udsolgte musicals
MCH Musical har tidligere haft kæmpe succes med opsætningen af Pippi Langstrømpe som musical.

De tre tidligere gange, de har haft musicalen på tapetet, er den blevet udsolgt helt ned til sidste sæde.

Offentliggørelsen af Pippi Langstrømpe kommer ovenpå MCH Musicals store efterårssucces i AKKC med familieklassikeren Otto er et næsehorn, som ligeledes blev fuldstændig udsolgt.

Billetter til Pippi Langstrømpe lørdag og søndag d. 21. og 22. oktober 2023 kl. 10:30 og kl. 15:00 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 195 kr. inkl. gebyr.

Billetkontor: +45 9935 5566