menu

Prominente foredragsholdere til AKKC GreenTalk

torsdag 15. september 2022 Rane Willerslev, Dennis Nørmark og Keld Holm lægger vejen forbi Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 13. oktober, når der for anden gang bliver afholdt GreenTalk for Nordjyllands borgere og erhvervsliv. Der bliver sat fokus på transformationen fra industrisamfund til innovationssamfund, når de tre forfattere debatterer og udfordrer synet på fremtiden.

Konceptet GreenTalk blev skudt i gang på bedste vis, da Margrethe Vestager i august holdt foredrag hos AKKC, og tog temperaturen på den aktuelle situation i Europa. Her gav hun desuden sit bud på, hvordan fremtidens Europa kommer til at se ud.

Til denne GreenTalk vil professor og socialantropolog Rane Willerslev, forfatter og antropolog Dennis Nørmark samt forfatter og fremtidsforsker Keld Holm i stærk forening diskutere den tid, vi lever i.

De vil desuden udfordre publikum ved at give deres syn på de udfordringer og muligheder, som fremtiden bringer med sig i en brydningstid, hvor store forandringer og omvæltninger fylder.

De tre prominente foredragsholdere holder hver deres oplæg, hvorefter de sammen udfordrer synet på samfundet og fremtiden, når AKKC’s GreenTalk løber af stablen i Europahallen 13. oktober kl. 19.

GreenTalk skaber rum for debat
Det nye GreenTalk-koncept hos AKKC tager udgangspunkt i 3 P’er – People, Planet, Profit. Mindst fire gange om året vil der blive stillet skarpt på emner indenfor de tre kategorier, hvor markante nationale og internationale personligheder holder oplæg.

Til AKKC’s GreenTalks vil der både være plads til det nordjyske erhvervsliv og den helt almindelige nordjyske borger. Denne GreenTalk bliver den anden i rækken, og den stiller skarpt på den tid, vi lever i, hvor samfundet er under transformation fra at være et industrisamfund til at være et innovationssamfund.

Denne transformation vil både ændre vores arbejdsliv og uddannelsessystem, men det vil også kræve en ændring i vores mindset og dannelse.

Gratis StudyTickets til de hurtige
I forbindelse med studiestarten på diverse uddannelser skød AKKC gang i det nye koncept StudyTickets. Der vil som noget helt særligt til denne GreenTalk, blive tilbudt 50 gratis StudyTickets til byens studerende. Så det er med at være hurtig, hvis du er studerende, og gerne vil have fingrene i en af de gratis billetter.

Billetter til AKKC GreenTalk d. 13. oktober 2022 kl. 19 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’S billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf.: 9935 5566 eller her. Billetprisen er 100 kr. inkl. Gebyr. Study Tickets kan findes via akkc.dk. Læs mere om Study Tickets her.

Billetkontor: +45 9935 5566