menu

Pop i en helt ny akustisk L.I.G.A

onsdag 09. februar 2022 'Skylder dig ik’ noget’ og ’Julia’ er blandt duoens største hits, men har du hørt dem på denne måde før? Fredag 16. september spiller L.I.G.A akustisk koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC). Koncerten byder på helt friske genfortolkninger af de populære sange, og nye udgivelser, der udgives forud for bandets akustiske tour.

Efter en kommende sommer med festivalkoncerter landet over står L.I.G.A i efteråret 2022 klar til at præsentere sin musik indendørs i AKKC. Det er helt nye rammer for duoens musik. Aldrig før har bandet spillet akustisk og i dette setup over for et siddende publikum.

En sprød stemme og et rytmisk supertalent
En charmerende mand med en sprød stemme og en sej kvinde med et supertalent for rytme. Nicky Russel synger, imens Ihan Haydar holder takten i bandet og giver de dansevenlige sange sit tempo. L.I.G.A’s altid eksplosive humørbombe af energi har været kendt siden 2013, hvor de succesfuldt slog sig fast på det danske musikmarked med en pop, funk, soulet og ambitiøs lyd.

Nu kan de opleves i en mere intim koncertoplevelse. Højtalernes banken i brystet skiftes ud med gåsehud på armene. I den akustiske fremførelse skinner Nicky Russels stemme igennem og skaber et nærvær, der vil fastholde publikums begejstring.

En blød og harmonisk koncertoplevelse
For du ka' li' det pop. Så lad mig gi' dig pop. Nej, du ka' ikk' få nok. Sådan lyder teksten til L.I.G.A’s hit ’Pop’ – og nej du kan ikke få nok, når musikken spiller. Det er svært ikke at synge og rocke med på gruppens fede lyd.

Genhør populære radiohits i nye versioner, når L.I.G.A kommer til AKKC. I den akustiske koncert skrues tempoet ned. Publikum kan læne sig tilbage i sæderne og nyde en blød og harmonisk koncertoplevelse.

Billetter til L.I.G.A Akustisk Tour 2022 fredag d. 16. september kl. 20 i AKKC/Europahallen sættes i salg torsdag 10. februar kl. 10 og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 280 kr. inkl. gebyr.

Billetkontor: +45 9935 5566