menu

Musik og klima i stærk forening

fredag 09. september 2022 Ved du, hvordan jordens temperaturforandringer lyder, når de bliver fortolket af et Big Band? Og kan du høre forskel på vind og vand? Hvis ikke, så får du muligheden nu. Et samarbejde mellem Nordkraft Big Band, meteorolog Jesper Theilgaard, bæredygtighedsforsker Sara Brogaard og komponist og dirigent Claus Veis Sørensen har ført til den unikke forestilling Musik for klimaet 31. oktober hos Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Der findes mange myter om klimaet og der er mange forskellige opfattelser af, hvad klimaændring og global opvarmning er. Det gælder både indenfor videnskaben, konsekvenserne og de nødvendige tiltag for at imødegå disse konsekvenser.

Til Musik for klimaet kan publikum opleve naturens lyde i stærk forening med fakta om de spørgsmål og problemstillinger, som gør sig gældende i forhold til klimaforandringerne.

Publikum bliver inviteret indenfor til en anderledes forestilling, hvor lyden af jordens temperaturforandringer bliver fortolket og fremført af Norkraft Big Band, dirigeret af Claus Veis Sørensen og med meteorolog Jesper Theilgaard som konferencier mandag 31. oktober kl. 19:30 i Europahallen.

Kombineret foredrag og koncert
Musik for klimaet bliver en kombination af foredrag og koncert, hvor publikum kan blive meget klogere på de problemstillinger og spørgsmål, som vi er nødt til at forholde os til for at sikre en holdbar fremtid for klimaet.

Kombinationen af foredrag og koncert giver en helt ny og anderledes indfaldsvinkel på samfundets udfordringer med klimaforandringer.

Jesper Theilgaard, som er kendt fra sit mangeårige virke som tv-meteorolog hos DR, vil gennem den 70 minutters lange forestilling guide publikum gennem fakta og aktuel forskning indenfor klimaområdet.

På bedste vis bliver Jesper Theilgaard supporteret af Nordkraft Big Band med skønne toner af naturens lyde. Nordkraft Big Band har indenfor de seneste år markeret sig som et af landets mest aktive, visionære og seriøse ensembler indenfor rytmisk samtidsmusik.

Big Bandet spiller under kyndig ledelse og dirigering fra den erfarne Claus Veis Sørensen.

Billetter til Musik for klimaet mandag d. 31. oktober 2022 kl. 19:30 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 225 kr. inkl. gebyr. Study Tickets købes her på akkc.dk. Se kommende arrangementer med Study Tickets og læs mere her.

Billetkontor: +45 9935 5566