menu

Fiskerigigant besøgte AKKC-messe i Ilulissat

fredag 14. oktober 2022 Grønlandske besøgende kom til fiskeri- og jagtmesse fra både nær og fjern. Også Polar Seafood ejer og direktør, Jens Kristian Friis-Salling, besøgte PolarExpo – Fishing & Hunting to dage i træk, da Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) i denne uge slog dørene op til messen for første gang i den grønlandske by Ilulissat.

AKKC åbnede for første gang dørene til PolarExpo – Fishing & Hunting i Ilulissat tirsdag 11. oktober og har efterfølgende haft tre spændende messedage med fokus på fiskeri, jagt og fangst.

Fiskeri er Grønlands vigtigste erhverv, og derfor har messen også en enorm betydning i lokalsamfundet. Det ses blandt andet ved, at flere af de grønlandske besøgende valgte at rejse til Ilulissat fra andre grønlandske byer og de omkringliggende bygder udelukkende med det formål at besøge messen – og det foregik både til lands, med båd til vands og fly fra luften.

Blandt de besøgende var også Polar Seafood ejer og direktør, Jens Kristian Friis-Salling, der hører til blandt Grønlands rigeste personer. Han besøgte messen to dage i træk, hvor han fik en snak med de mange udstillere.

- At der kom så mange besøgende fra både nær og fjern, og at Jens Kristian Friis-Salling valgte at tage sig tid til at kigge forbi PolarExpo hele to dage i træk, vidner om, hvor betydningsfuld messen er i Grønland. Så det er vi meget stolte over, siger Else Herfort, messe- og udstillingschef i AKKC.

Stor købelyst blandt messegæsterne
PolarExpo-messen, som tidligere fandt sted i Sisimiut, har denne gang haft flere end 50 udstillere med fra både Færøerne, Island, Sverige, Grønland og Danmark. Og her er der en udbredt tilfredshed efter messens tre åbningsdage.

- Det har været en rigtig god messe. Vi kommer meget tæt på kunderne her i Grønland og har oplevet, at købelysten har været enormt stor, også større end den var, da messen var placeret i Sisimiut, siger Jes Rosenberg fra Furuno, der er verdensledende i udvikling og produktion af maritim elektronik.

Også virksomheden Qalut Vónin, der er den førende leverandør af fiskeredskaber i Grønland, har fået et stort udbytte af messen.

- Vi har fået en lang række nye kontakter, og så har vi også fået en del inputs til, hvordan vores produkter skal ændres og videreudvikles på. Derudover har det været en kæmpe succes med vores rifler og kikkerter, som vi virkelig har solgt mange af på messen, fortæller Cuno Jensen, direktør i Qalut Vónin.

PolarExpo – Fishing & Hunting er arrangeret i et samarbejde mellem Aalborg Kongres & Kultur Center, Avannaata Kommunia og fisker- og fangersammenslutningen KNAPK. Udover PolarExpo-messen, står AKKC også bag den store internationale fiskerimesse DanFish International, der afholdes i Aalborg hvert andet år.

Billetkontor: +45 9935 5566