menu

Ellegaard og Lykkegaard i midtvejskrise

onsdag 24. august 2022 Hvad har to mænd i en brandvarm lufthavn til fælles? Jo, der er såmænd både rygproblemer, manglende stedsans, en midtvejskrise og så er der også lige en fælles ekskone. Der er lagt op til en yderst humoristisk fortælling, når makkerparret Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard lægger vejen forbi Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) mandag 13. marts med forestillingen Eks-mænd – Sku’ vi se at komme videre?

Kan du forestille dig noget værre end at stå i en glohed lufthavn i Nordspanien, hvor der er kø til security, hovedet gør ondt på grund af tømmermænd, flyet bliver aflyst, og så render du også ind i en selvfed og stortalende blærerøv?

Svaret er ja. For det er ovenikøbet den samme mand, som stak afsted med din kone!

Folketeatret kan endelig præsentere en Danmarkspremiere på forestillingen Eks-mænd – Sku’ vi se at komme videre?, efter den sidste år blev udsat på grund af Covid-19.

Forestillingen gæster AKKC’s Europahallen mandag 13. marts, og er en del af Folketeatrets turné rundt i Danmark.

Succesfuldt parløb
Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard fortsætter deres succesfulde parløb på Folketeatret, når de endnu en gang demonstrer deres helt særlige kemi på scenen i en humoristisk fortælling om livets afveje og omveje, sandheder og løgne.

De to herrer har et langt kollegaskab bag sig, hvor publikum har haft mulighed for at opleve dem som makkerpar i både Cirkusrevyen og den tidligere Aalborg Vinterrevy.

Senest brillierede de i forestillingen Livet – hvor svært ka’ det være?, og nu fortsætter de succesen i denne nyskrevne road comedy. Venneparret har lagt vejen forbi AKKC utallige gange gennem årene, og snart vender de ”hjem” til det nordjyske publikum igen.

Billetter til Eks-mænd mandag d. 13. marts 2023 kl. 20:00 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 300-340 kr. inkl. gebyr. Der gives Early Bird Rabat på 50 kr. pr. billet ved køb før 24. september 2022.

Billetkontor: +45 9935 5566