menu

TV2’s Badehotelstjerne får hovedrolle i Midt om Natten

tirsdag 08. juni 2021 Når Midt om Natten i sensommeren vender tilbage til de skrå brædder i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 17.-19. august, efter en lang række udsættelser pga. Covid-19, bliver det med nye og erfarne kræfter på scenen. Morten Hemmingsen, der er kendt fra den succesfulde og populære TV2-serie, Badehotellet indtager nemlig rollen som Arnold, mens stortalentet Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen bliver den nye Susan Himmelblå. Den populære musical, der bygger på Gasolins og Kim Larsens mange hits, er indtil videre blevet set af flere end 100.000 publikummer.

I midten af august vender den populære musical, Midt om Natten endelig tilbage til AKKC og andre teaterhuse rundt omkring i landet, når dens omfattende Danmarksturne bliver genoptaget. Og det bliver ikke blot den velkendte Gasolin og Kim Larsen musik, som vil møde publikum.

Også nye kræfter og ansigter i form af badehotelstjernen, Morten Hemmingsen - der siden 2013 har brillieret som den unge og rebelske fisker, der falder pladask for den unge stuepige Fie - er at finde i Midt om Nattens ensemble. Morten Hemmingsen har stor erfaring fra musicalverdenen fra bl.a. Skammerens Datter (Østre Gasværk) og The Sound of Music (Hedeland Teater).

- Gasolin og Kim Larsen er en kæmpestor del af Danmarks musikhistorie, og Midt om Natten er en ikonisk film. Derfor glæder jeg mig utrolig meget til at være med til at føre historien fra film til scene. Det er et stærkt hold, jeg bliver en del af, og jeg er derfor sikker på, at vi sammen kan få skabt en fantastisk forestilling, siger Morten Hemmingsen, der skal bl.a. skal træde i sporene som Arnold efter Troels Malling.

Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen overtager rollen som Susan Himmelblå fra Lea Thim Harder. Den 32-årige skuespiller er uddannet fra Musicalakademiet i Fredericia, og senest har hun modtaget klapsalver som den ’mellemste’ Sanne Salomonsen i Sanne The Musical, og hun glæder sig vildt til at dykke ned i den nye ikoniske rolle.

Morten Hemmingsen og Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen bliver en del af et stærkt hold, der består af både rutinerede og nye performere. Holdet tæller bl.a. Gustav Wolter, der i 2018 fik sit gennembrud i rollen som den oprørske Benny, som i filmen blev spillet af Kim Larsen selv.

Derudover kan publikum bl.a. opleve Allan Mortensen som vagabonden Tusindfryd, Jimmy Jørgensen i dobbeltrollen som brugtvognsforhandleren Charles og Rockerlederen – og desuden medvirker et stort ensemble og band, der tilsammen tæller flere end 30 personer.

Billetter til de tre forestillinger er i salg og kan købes i AKKC’s Billetkontor (hverdage kl. 10-14) tlf. 9935 5566 her samt ticketmaster. dk. Billetpriser fra 400 kr. til 625 kr.

Billetkontor: +45 9935 5566