Helmut Lotti tilbage til Aalborg på ny Europaturné

onsdag 02. juni 2021 Det bliver et herligt gensyn med den folkekære belgiske sanger Helmut Lotti, når han for syvende gang lægger vejen forbi Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) lørdag 12. marts 2022, som en del af sin nye europæiske turné med et nyt album i bagagen.

Der er lagt op til intet mindre end et 2 timer langt underholdende show på, når den belgiske sanger Helmut Lotti gæster AKKC’s store sal for intet mindre end syvende gang i karrieren lørdag 12. marts kl. 20. Her vil han være ledsaget af sit loyale orkester, The Golden Symphonic Orchestra, og det er en begejstret sanger, der igen kan drage på turné.

- Ingen ord kan udtrykke, hvor lykkelig jeg er for at skulle på turne igen og møde mine fans, lyder det fra Helmut Lotti.

Nyt album på vej
Den nye Europaturné med titlen Helmut Lotti in Concert byder på Helmut Lottis største hits og favoritter blandt alle hans fans, men der er også lagt op til et møde med hans nye album, der er på vej. Albummet udkommer i september 2021, så publikum har god mulighed for at lytte til og lære sangene på det nye album at kende før turnéen, der inkluderer 28 europæiske byer i Holland, Belgien, Tyskland, Schweiz, Østrig og Danmark.

Har plantet et træ i Aalborg
Ikke nok med, at det er syvende gang Helmut Lotti lægger vejen forbi Aalborg og AKKC, så har han desuden sit eget træ blandt De Syngende Træer. Det plantede han i forbindelse med sin koncert 2. oktober 2000, og det har derfor efterhånden mere end 20 år på bagen.

Flere af de internationale kunstnere, der har plantet et træ i Kildeparken, er ofte en tur forbi deres træ, når de har et genbesøg Aalborg. Det har både Hansi Hinterseer, James Blunt og Katie Melua været – men også Helmut Lotti, da han gav koncert i AKKC i 2018.

Helmut Lotti er kendt for at mestre forskellige musikalske genrer. I mere end 25 år har han fortolket og overskredet alle genrer og kulturelle grænser som en innovativ musikambassadør. Hans musikalske evner og kreativitet har belønnet ham med adskillige priser og duetpartnere som Andrea Bocelli og Cliff Richard.

Billetter til Helmut Lotti in Concert i Aalborghallen lørdag 12. marts 2022 kl. 20 er i salg, og kan købes i AKKC’s billetkontor, på tlf. 99 35 55 66, her og ticketmaster.dk. Billetprisen er O: 680 kr., A: 595 kr., B: 545 kr., C: 495 kr., D: 455 kr.

Billetkontor (Mandag-fredag 10-14): +45 9935 5566