menu

Ege Carpets og AKKC indgår stort sponsorat

torsdag 04. februar 2021 Ege Carpets og Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) har med en aftale om et hovedsponsorat taget et nyt skridt i bæredygtighedens navn. Begge virksomheder er brands, som både i Danmark og internationalt er kendt for deres fokuserede og årelange arbejde for at gøre virksomhederne og deres produkter bæredygtige og tilmeld at blive internationalt certificerede for arbejdet.

- Ege Carpets er med dette nye hovedsponsorat og de intentioner der ligger bag, om at udvikle bæredygtighed på tværs af brands og meget forskellige brancher, noget helt nyt for begge parter. Vi skal i den kommende tid ned i detaljerne for at konkretisere mulighederne for Ege Carpets og AKKC. Det bliver en spændende rejse, siger Nicolaj Holm, CEO i AKKC

Med det nye hovedsponsorat forpligter de to parter, som befinder sig dels i designverdenen og dels i oplevelsesverdenen at bruge hinanden ift. deres store organisatoriske erfaringer, vidensindsamling og -deling samt sparring.

Svend Aage Færch Nielsen, CCO fra Ege Carpets samt Nicolaj Holm og en del af hans stab mødtes for nyligt for at afsøge samarbejdsmulighederne i et bæredygtigt hovedsponsorat.

- Jeg betragter AKKC som branchens fyrtårn inden for bæredygtighed og et samlingspunkt for landsdelen, så jeg er stolt over at Ege Carpets er valgt til dette partnerskab, siger Svend Aage Færch Nielsen.

Samtidig blev det også startskuddet til at igangsætte arbejdet med at lægge 1.750 kvm. bæredygtige ReForm-tæppefliser i Fundamentet, som er underste etage i AKKC.

Tæppeflisernes bagside er lavet af genbrugte plastikflasker og tæppegarnet af brugte fiskenet.

- Specielt når vi inviterer gæster fra hele verden til den store internationale fiskerimesse DanFish International, bliver det en væsentlig historie at fortælle de mange fagfolk, når Europas største fiskerimesse løber at stablen i oktober, fortæller Nicolaj Holm.

Mødet og hovedsponsorat tydeliggjorde de store muligheder, der også ligger, når store brands går sammen om yderligere at udvikle deres bæredygtighedsstrategier. Svend Aage Færch Nielsen inviterede på snarligt genbesøg i Herning, hvor én af de i alt fire danske fabrikker ligger.

I lighed med AKKC er Ege Carpets skarpt organiseret med fokus på bæredygtighed for også fremover at sætte høje standarder for arbejdet.

Billetkontor: +45 9935 5566