menu

Den Rød-Hvide koncert med fodboldverdens sange

torsdag 22. april 2021 Musikalsk optakt til sommerens EM-fodboldfest med stor koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) lørdag den 5. juni. Danmarks Underholdningsorkester spiller fodboldverdenens ikoniske musikhymner, nationalmelodier og slagsange, der går hånd i hånd med klassisk musik. Aftenens vært er Signe Amtoft, DR- og foldboldvært, og hun vil sammen med fortæller og tidligere landsholdsspiller Henrik ’Store’ Larsen, guide aftenens musik og nogle af de store historier om EM i ’92.

Varm op til sommerens helt store internationale fodboldbegivenhed, når Danmarks Underholdningsorkester og DBU lørdag den 5. juni lander i Aalborg med DEN RØD-HVIDE KONCERT, og sætter gang i folkefesten med fodboldfeber, fællesskab og klassisk musik.

Mød blandt andet topscorer ved EM ’92, Henrik ’Store’ Larsen, der vil fortælle om sin fodboldkarriere og sit forhold til klassisk musik, og genoplev de største øjeblikke inden for dansk fodbold akkompagneret af klassiske værker og stemningsfulde symfonier.

Danmarks Underholdningsorkester vil – klædt i rød-hvide farver – præsentere sommerens 12 værtslandes nationalhymner, herunder den danske, og sætte lyd til de store følelser, når det danske landsholds stærkeste bedrifter og største fiaskoer akkompagneres af velkendte værker af blandt andre Verdi, Beethoven og Vivaldi.

- Fodbold er de store følelsers spil, og i sammenspillet med fodbolden og følelserne har musikken altid fungeret som en sammenhængskraft. Derfor er vi meget glade for at kunne præsentere koncertrækken i samarbejde med Danmarks Underholdningsorkester og håber, den vil skabe en forventningens glæde til den store fodboldsommer, som er på vej, fortæller Ronnie Hansen, kommerciel direktør i DBU.

Mød Henrik ’Store’ Larsen – legenden fra EM ’92
Flere af den danske fodboldverdens største ikoner har valgt deres favoritværker, og ’Store’ - en af dansk fodbolds største legender - kommer forbi til en snak om sin flotte fodboldkarriere og sit forhold til klassisk musik. Henrik ’Store’ Larsen var en af EM 92-heltene, hvor han blev delt topscorer. ’Store’ Larsen har haft en lang og glorværdig karriere, hvor han både har spillet for Pisa, FC København og Lyngby, som han har vundet pokalfinalen og Superligaen med. En karriere, som publikum nu får et indblik i krydret med klassiske symfonier.

Slagsange og klassiske toner
Publikum kan glæde sig til en fantastisk aften, hvor fodboldverdenens ikoniske musikhymner, nationalmelodier og slagsange går hånd i hånd med klassisk musik.

- Vi ser frem til igen at kunne skabe rammerne for det fællesskab, som både fodbold og klassisk musik taler ind i. Det bliver en aften med følelserne udenpå tøjet, hvor nostalgi, minder og forventningens glæde til sommerens store fodboldfest skal fejres med kulturlivets musikalske landshold på banen, fortæller direktør for Danmarks Underholdningsorkester, Andreas Vetö.

Aftenens vært er Signe Amtoft, der har været vært på en række radioprogrammer på DR med klassisk musik som omdrejningspunkt. Dertil har hun også været TV-vært på Canal 9s fodboldmagasin. Hun vil føre publikum igennem en festlig aften med nationalhymner, slagsange, fodboldmelodier og klassisk musik.

Billetkontor: +45 9935 5566