Morderisk foredrag med Rejseholdets tidligere drabschef
16/11 2020

Morderisk foredrag med Rejseholdets tidligere drabschef

Af alle tænkelige forbrydelser er mordet den absolut værste.

Opklaringen af et mord stiller enorme krav til efterforskerne, der i det kolossale og minutiøse opklaringsarbejde må benytte sig af alt fra moderne kriminalteknik til deres psykologiske sans for at sætte sig i gerningsmandens sted.

Det er helt afgørende, at efterforskerne nærmest kan tænke som en morder, når mordet skal opklares.

Danmarks mest rutinerede efterforskningsleder
Bent Isager-Nielsen er tidligere drabschef for Rejseholdet og den mest rutinerede efterforskningsleder i Danmark.

I foredraget “Mord!” tager han publikum med på en mental rejse ind i sindet på en morder for at undersøge, hvad der driver dem til at begå den værst tænkelige forbrydelse.

Med udgangspunkt i sine bøger giver Bent Isager-Nielsen eksempler på virkelige mordsager og deres opklaring.

Her får publikum et indblik i retsmedicin, afhøringsteknikker, kriminalvidenskab, DNA-registrering og ikke mindst gerningsmandsprofilering.

Han uddyber samtidig de syv helt grundlæggende motiver for et mord, hvor kunsten netop er at sætte sig ind i gerningsmandens tankegang.

Fascinationen af det onde
Endelig kommer den tidligere drabschef ind på ondskab og fascinationen af det onde. En fascination, der langt hen ad vejen formentlig er årsag til, at krimigenren i form af bøger, podcasts, film og TV-serier om mord og opklaring i dag er populær som aldrig før.

Som afslutning sætter Bent Isager-Nielsen et fundamentalt spørgsmål til debat: Findes der decideret onde mennesker eller blot onde handlinger?