Martin Jensen offentliggør ambitiøs live-koncert i AKKC
16/04 2021

Martin Jensen offentliggør ambitiøs live-koncert i AKKC

Gennem 2020 og starten af 2021 har DJ og producer Martin Jensen haft stort succes med sit online koncertkoncept Me, Myself, Online, der har været forbi venues som Skovtårnet, F636 Niels Juel Fregatten, Parken, Billund Lufthavn, ILLUM i København og senest fra toppen af det 35-meter høje scenetårn i Aalborg Kongres og Kultur Center (AKKC) som kan opleves i aften fra kl. 20 live på Twitch.

– At AKKC igen kan lægge en scene til så stor en kulturbegivenhed, er vildt. Så vi glæder os først til at se Martin performe helt vanvittigt i aften fra toppen af vores scenetårn, og så byde velkommen tilbage i november, siger Nicolaj Holm, adm. direktør i AKKC.

For Martin Jensen har Me, Myself, Online været en måde at bidrage til samfundets Corona-håndtering gennem sin musik ved at give danskerne mulighed for at have en fest i hjemmets trygge rammer. Nu sadler Martin Jensen dog om til at tage sit online-koncept til livepublikummet. Me, Myself, Live er Martin Jensens næste skridt i hans mange pionerende tiltag i de seneste år.

Konceptet tager udgangspunkt i nordisk mytologi, og er en hyldest til hans danske rødder samt beundring af de gamle historier. Showet byder på en sammensmeltning af en kæmpe visuel identitet med de nytænkende produktioner som set i Me, Myself, Online.

– Alle de online koncerter jeg har lavet med Me, Myself, Online i 2020 og 2021, kan man nu opleve live i den virkelig verden i stedet for at sidde hjemme bag skærmen. Me, Myself, Live er et show, der er brugt rigtig mange timer på. Det var planlagt allerede til foråret 2020. Alt var forberedt, men billetterne nåede jo sjovt nok aldrig at blive sat i salg. Jeg glæder mig til, at vi skal ud på den anden side igen – nu er der forhåbentlig fest! udtaler Martin Jensen.

Når Martin Jensen indtager AKKC, kan man glæde sig til et helt særligt DJ-performance-set. I stil med hans spektakulære online-koncerter vil selve live-koncerten byde på et altomsluttende sceneunivers:

– Jeg har valgt at få designet et helt 3D univers ud fra nordisk mytologi, som jeg går meget op i, og synes er en hamrende fed verden – ikke fordi jeg er troende, men fordi jeg synes, det er et sindssygt sejt univers. Det bliver et show med adskillige sceneelementer og et ekstremt tætpakket DJ-performance-set med super sindssyg energi, fortæller Martin Jensen selv om de kommende koncerter i København og Aalborg.