25/07 2019
Madnostalgi markerer fem årtier i Papegøjehaven
Familiedrevet restaurant
Hele familien Mouritzen, bestående af Peter, hustruen Bodil og deres børn, Lars, Lotte og Anders, har på forskellig vis været tilknyttet driften af restauranten i årenes løb. Peter og Bodil havde deres daglige virke i restauranten fra 1969, hvor Peter overtog som forpagter. I 2003 forlod Peter Mouritzen, efter 35 år, pladsen som adm. direktør til fordel for Lars Mouritzen.
Bodil Mouritzen var fortsat i Papegøjehaven frem til 2006, blot med sin ældste søn som chef. Lotte Mouritzen blev i 2006 ansat som bookingchef, mens Anders Mouritzen, efter at have været ansat i sine ungdomsår, i dag kun besøger restauranten som kærkommen gæst.
– Efter 50 år som forpagtere af Papegøjehaven er det ikke sært, at min familie og jeg selv betragter restauranten som et andet hjem. Og det er ikke uden en vis form for stolthed, at jeg kan se tilbage på den udvikling, der er sket de sidste 50 år, udtaler Peter Mouritzen med tilfredshed i stemmen.
50 år i Papegøjehaven og 100 år i Aalborg
Ikke nok med at 2019 er det halvtredsindstyvende år for Mouritzen i Papegøjehaven, så er det faktisk også 100-året for familien som restauratører i Aalborg. I 1919 købte Peters farfar, Peter Hansen Mouritzen, Park Hotel i Aalborg, og derfor indgår begge jubilæer i det nye jubilæumslogo, der i år pryder Papegøjehavens sædvanlige logo.
Mad, der vækker minder
Det er selvsagt, at familien er stolt over at have forpagtet Papegøjehaven i 50 år. Derfor skal jubilæet heller ikke gå ubemærket hen, og det betyder jubilæumsaktiviteter året ud. I august skydes næste aktivitet i gang, og her byder restaurantens populære Papegøjefrokost på signaturretter fra de fem årtier, familien har forpagtet restauranten.
Hvem husker ikke den obligatoriske rejecocktail fra 70’erne, 80’ernes ikoniske citronfromage eller den velkendte ”lørdagskylling” fra de farverige 90’ere. Disse retter er siden blevet erstattet med rillette, tortillas og tapas. Fælles for alle retterne er, at de er blevet populære af én årsag: De smager lækkert! Frokostbuffeten vil fra 12.-17. august som altid være uspecificeret, men der vil hver dag være et udvalg af signaturretter fra både 70’erne, 80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne – og så endda med 50 kr. i jubilæumsrabat.
– Det er en stor ære, og ikke mindst et stort ansvar, at få lov til at bidrage til den oplevelse nationale såvel som internationale gæster får i Aalborg og i særdeleshed i AKKC. Vi har siden 1969 gjort vores ypperste for, at kongres- og kulturgæster samt vores frokost- og selskabsgæster går glade og mætte herfra, og det bliver vi ved med, lyder det fra Lars Mouritzen.
Frokostbuffeten med retter fra alle fem årtier kan nydes mandag 12. august til lørdag 17. august fra kl. 12-14. Hele ugen tilbyder restauranten 50 kr. i jubilæumsrabat, og borde kan reserveres enten på Papegøjehaven.dk, på tlf. 98125499 eller på mail [email protected] (Restaurant Papegøjehaven holder sommerlukket i uge 28-30, men kontoret åbner igen 29. juli).