07/11 2018
Ind under huden på Lisbet Dahl
Den folkekære skuespillerinde Lisbet Dahl er en særdeles kendt kvinde i Aalborg. Alene i denne sæson har hun gæstet AKKC to gange, først med Cirkusrevyen, hvor hun også var instruktør, og senest i samspil med Sonja Oppenhagen og Susanne Heinrich i teaterstykket ’I sidste øjeblik’. Lisbet Dahl har da også et helt særligt forhold til Aalborg, hvor hun boede i forbindelse med sin uddannelse som skuespillerinde på Aalborg Teater 1965-1967, og tre af hendes børn er også født i den nordjyske hovedstad.
Undskyld, jeg blander mig
Nu får publikum imidlertid mulighed for at komme ind under huden på kvinden bag alle rollerne, når Lisbet Dahl går på scenen i AKKC’s Det Lille Teater 26. februar med foredraget ’Undskyld, jeg blander mig’. Her vil hun fortælle bramfrit og humoristisk om sit utraditionelle liv og deler ud af alt det, tilværelsen har lært hende på godt og ondt.
I foredraget kommer Lisbet Dahl også ind på, hvordan det er at vokse op med en alenemor – og selv blive en, om de skiftende mænd, hun har elsket og mistet, om sin karriere som både skuespiller og instruktør, og ikke mindst om at finde sig til rette som 72-årig, omgivet af sine fem børn, syv børnebørn, en godmodig broholmer og den store revyfamilie på Dyrehavsbakken. Lisbet Dahl kan også i disse dage glæde sig over nyheden om, at der er endnu et barnebarn på vej, da det for kort tid siden blev afsløret, at hendes søn Jacob Dahl venter en lille datter til februar sammen med revykollegaen Lise Baastrup.
’Undskyld, jeg blander mig’ er et levende, livsklogt foredrag om at lytte til sin indre stemme og klare sig igennem tilværelsen uden at lade sig tynge af fortrydelse, eller af hvad andre mener, og Lisbet Dahl krydrer de gode anekdoter med billeder fra et spændende liv og en begivenhedsrig karriere.