Program

Vi er ved at lægge sidste hånd på programmet til Leading Forward 2026. Tjek det ud herunder.

Rul ned

Dagens program

08.00-08.30
Registrering & morgenforplejning

Morgenkaffe, netværk og mulighed for at besøge udstillere.

08.30-08.45
Velkomst v. Moderator Pia Beltoft

Pia Beltoft er journalist og studievært på TV2 Nord, hvor hun arbejder med nyhedsformidling og dækker et bredt spektrum af emner for stationen.

Hun har tidligere arbejdet som journalist på bl.a. magasinet I FORM, Nordjyske Medier og TV2 Bornholm.

08.45-09.45
Åbningstale v. Daria “Dasha” Krivonos

Hvis vi alligevel ikke kan forudsige fremtiden… hvorfor planlægger vi stadig, som om vi kan?
v. Daria “Dasha” Krivonos, CEO, Instituttet for fremtidsforskning

Glæd dig til en åbningstale, der giver dig mod, perspektiv og nye værktøjer til fremtiden.

Daria “Dasha” Krivonos er CEO for Instituttet for Fremtidsforskning og en af Danmarks mest markante stemmer inden for megatrends, geopolitik og fremtidens arbejde.

Med erfaring fra bl.a. A.P. Møller-Mærsk og en baggrund formet af globale skift giver Dasha et skarpt og inspirerende perspektiv på, hvordan vi navigerer i en verden, hvor usikkerhed er det nye normal.

Hun udfordrer vores måde at planlægge på, giver nye indsigter i fremtidens tendenser og viser, hvordan ledere kan skabe strategisk handlekraft – uden at lade sig binde af gamle antagelser.

09.45-10.00
Pause og besøg hos udstillere
10.00-10.15
Intro til de to spor

Moderator Pia Beltoft præsenterer konferencens to parallelle spor: Teknologi og Organisation & ledelse.

10.15-11.15
AI som beslutningspartner – hype eller nødvendighed? v. Christiane Vejlø

Christiane Vejlø, Fremtids- og medieanalytiker

Christiane Vejlø er en markant stemme i debatten om teknologiens betydning for mennesker, arbejdspladser og samfund.

Hun er fremtids- og medieanalytiker og forfatter, og gennem mere end 20 år har hun arbejdet i ledende stillinger i tele-, medie- og techbranchen med fokus på innovation, digitalisering og indholdsstrategi.

Christiane Vejlø er en erfaren ekspert i, hvad det vil sige at være menneske i en tid, hvor teknologien fylder mere og mere. Med sin store viden inden for kunstig intelligens, digitalisering og dataetik, sikrer hun, at du går hjem med nye perspektiver og værktøjer til at håndtere fremtidens digitale udfordringer.

Spor: Teknologi.

Nedenfor kan du se det parallelle oplæg om Organisation & Ledelse.

10.15-11.15
Organisationer uden chefer – vision for fremtiden eller urealistisk ideal? v. Casper Kirketerp-Møller

Casper Kirketerp-Møller, Ansvarlig for Clever, Andel Energi og Watts

Casper Kirketerp-Møller står bag en af de mest markante organisatoriske forandringer i dansk erhvervsliv. I Clever er der hverken afdelinger, titler eller chefer. I stedet er der medledelse. 

Hvad sker der, når vi tør gentænke den klassiske forestilling om ledelse? Skaber det fremdrift eller forvirring at sætte organisationen fri? Og hvad kræver det at arbejde på den måde?  

Kom med og hør Casper Kirketerp-Møllers ærlige og nuancerede indblik i processen og potentialerne på vejen mod medledelse. 

Spor: Organisation & Ledelse

Ovenfor kan du se det parallelle oplæg om Teknologi.

11.15-11.35
Pause og besøg hos udstillere
11.35-12.35
Hvis AI kan gøre det – hvad skal Jytte og Preben så lave i morgen? v. Erick Thürmer

Erick Thürmer, CEO og ejer af Thürmer Tools

AI har allerede forandret selv de mindste virksomheder – men hvad betyder det for de mennesker, der hver dag får hjulene til at dreje?

Dette oplæg tager fat i en af de mest presserende spørgsmål i danske SMV’er lige nu:

Hvis teknologien kan løse opgaverne hurtigere, klogere og billigere – hvad bliver så menneskets rolle?

Med sin praktiske erfaring, sit klare sprog og sin indsigt i både forretning og kunstig intelligens oversætter Erick Thürmer den teknologiske udvikling til virkelige arbejdsdage, virkelige bekymringer og virkelige muligheder. Han viser, hvordan AI ikke erstatter mennesker – men frigør dem til at skabe mere værdi.

Du får svar på:

– Hvordan AI ændrer jobindholdet – uden at ændre betydningen af mennesker.
– Hvorfor medarbejdere ikke skal frygte fremtiden, men rustes til den.
– Hvad du som leder skal gøre nu for at skabe tryghed, retning og ejerskab i forandringen.
– Hvordan du omsætter teknologi til nye roller, stærkere samarbejde og højere trivsel.

Oplægget er rigt på konkrete eksempler, humor og genkendelsesfaktor – så både Jytte, Preben og resten af virksomheden kan se sig selv i den arbejdsplads, vi alle bevæger os ind i.

Dette er ikke en teknologiforelæsning. Det er et ærligt blik på fremtidens ledelse i en tid, hvor forandringerne er hastige, og hvor mennesker stadig er virksomhedens vigtigste ressource.

Spor: Teknologi

Nedenfor kan du se det parallelle oplæg om Organisation & Ledelse.

11.35-12.35
Psykologisk tryghed – blød eller hård konkurrencefordel? v. CfL & AAU Business School

Mette Groos Lønsted fra CfL & Thomas Borup Kristinsen fra AAU Business School

Psykologisk tryghed er i dag et af de mest brugte – og misforståede – begreber i moderne ledelse. Men hvad betyder det egentlig i en travl hverdag med deadlines, budgetter og medarbejdere, der skal levere? For nogle lyder det som noget blødt. Som ledelse uden klare krav.

Men hvad nu, hvis psykologisk tryghed i virkeligheden er noget af det mest krævende, du kan arbejde med som leder? Og hvad nu, hvis tryghed i sig selv ikke skaber resultater?

I dette oplæg får du et klart og praksisnært blik på, hvornår psykologisk tryghed faktisk skaber bedre samarbejde, færre fejl og stærkere resultater – og hvornår det ikke gør.

Baseret på ny forskning blandt over 600 danske ledere og prisvindende international forskning fra Harvard-professor Amy Edmondson får du svar på:

– Hvornår tryghed giver mod til at sige det, der skal siges.
– Hvornår den ender med at bremse beslutninger og tempo.
– Hvad du som leder skal gøre for at omsætte tryghed til handling og resultater.

Du går herfra med konkrete indsigter, du kan bruge med det samme – og en ny forståelse af psykologisk tryghed som noget langt mere end et blødt ideal. Som et stærkt ledelsesværktøj i en verden, der hele tiden forandrer sig.

Spor: Organisation & Ledelse

Ovenfor kan du se det parallelle oplæg om Teknologi.

12.35-13.35
Frokost
13.35-14.35
Mads & A-lederne

Mads Steffensen, podcastvært

Du kender helt sikkert Mads Steffensen fra Mads & A-holdet, hvor han sammen med kendte danskere diskuterer lytternes dilemmaer. Til Leading Forward 2026 kommer Mads Steffensen på scenen, og tager taktstokken i at diskutere dilemmaer med dagens oplægsholdere.

14.35-15.15
Leading Forward Lab & Speakers Corner
15.15-16.15
Keynote

Konferencens keynote speaker offentliggøres inden længe.

16.15-16.30
Opsamling & afrunding
16.30-17.30
Drinks & netværk

Vi runder Leading Forward af med drinks & netværk.

17.30
Netværksmiddag

Har du lyst til at forlænge dagen og få mulighed for at netværke endnu mere, kan du deltage i netværksmiddagen. Mange af de vigtigste samtaler opstår nemlig først, når vi sætter os ned sammen – uden slides, deadlines og tidsstyring.

Derfor har vi lavet en Leading Forward Netværksmiddag, hvor du får mulighed for at fortsætte dialogen og dele inspiration fra dagen over en lækker middag inkl. drikkevarer kreeret af Restaurant Podium.