
12/05 2025
Lasse Rimmer stiller spørgsmål i AKKC
Lasse Rimmer er klar til at indtage Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med sit helt nye onemanshow lørdag 4. oktober. Showet får et højaktuelt fokus, for kan du leve en eneste dag uden et øjeblik, hvor verden får dig til at tænke: “Virkelig?”. Lasse Rimmer kan ikke. Ikke længere. Og det får han virkelig meget underholdning ud af!
Verden er simpelthen ikke til at stole på længere. Derfor drager Lasse Rimmer på en ny Danmarksturné, hvor han svarer på en vrimmel af spørgsmål omkring verdens tilstand lige nu. Heldigvis lægger han også vejen forbi Aalborg, hvor han går på scenen i AKKC’s Fakultetet lørdag 4. oktober kl. 19.
Nyt show fyldt med spørgsmål
Hvor blev nazisterne af? Gemmer de sig i virkeligheden på genbrugspladsen eller i kenneler? Hvorfor er det også lidt sundt for børn, at deres forældre lyver for dem? Hvorfor er mænds sexliv mest som Lalandia, når kvinders er mere som en luksus-safari? Hvordan føles det, at de sidste tre kærester, Lasse har haft, er den samme kvinde?
Kan man overhovedet finde et fredeligt, lille hjørne for sig selv i en verden, hvor alle kigger på alle, og alle åbenbart gerne vil kigges på? Er det nogle af de spørgsmål, der kræver svar? Virkelig?
Det er efterhånden mange år siden, at Lasse Rimmer sidst var på turné, så der er fyldt op i godteposen til publikum i det nye show, der er hans sjette onemanshow i rækken.
– Det er fem år siden, jeg sidst var landet rundt med et solo-show, så der er sparet solidt op! Det her bliver et show pakket med grin. En orkan af jokes, en tornado af latter, en stiv kuling af komik. Virkelig!, siger Lasse Rimmer.
Hele Danmarks Stormester-dommer
I 2012 blev Lasse Rimmer nomineret til prisen som Årets Komiker ved Zulu Comedy Galla for solo-showet ’Komiker’, og han gentog bedriften i 2019 med showet ’Færre end Tre’.
I juni 2024 vandt Lasse Rimmer Prime Videos ’Roasted – Verdens Sjoveste Ferie’, hvor han deltog sammen med Tobias Dybvad, Mikkel Klint Thorius, Simon Talbot og Ane Høgsberg.
Siden 2015 har Lasse Rimmer passet dommer-rollen i TV 2’s ’Stormester’ med enorm succes.
Billetter til Lasse Rimmer – Virkelig? i AKKC’s Fakultetet, lørdag 4. oktober 2025 kl. 19.00 er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk og ticketmaster.dk. Billetprisen er 280 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study-tickets.
