26/09 2024

Lasse Madsen er stadig ’Fræk’

Sidst komikeren Lasse Madsen gæstede Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), var det til et totalt udsolgt show. Heldigvis får nordjyderne nu igen muligheden for at opleve showet ’Fræk’ den 1. november 2024.

Selvom den nordjyske komiker Lasse Madsen både har boet i Østjylland, på Sjælland og er kærester med en sønderjyde, vil han ikke frasige sig sine nordjyske aner.

Derfor kan publikum se frem til en god omgang nordjysk comedy, der oven i købet kan gå ud ad forskellige tangenter, da Lasse Madsen er mester i at gribe pludselige øjeblikke og gøre dem hylende morsomme.

Så nåede du ikke at få billetter sidste gang, Lasse Madsen gæstede AKKC, eller vil du bare gerne genopleve hans lynhurtige observationer og knivskarpe jokes, så er det nu, du skal købe billet til ekstrashowet i Europahallen fredag den 1. november kl. 19.00.

Fræk på den sjove måde
Da Lasse Madsen tidligere på året gæstede AKKC med første runde af ’Fræk’, fik showet gode anmeldelser med på vejen.

Aalborg LigeHer.nu kvitterede blandt andet med 6 stjerner og beskrev showet som: ”Det føltes på én og samme måde som et knivskarpt roast og et dejligt varmt kram fra en rigtig god ven”.

Publikum kan dermed se frem til et humoristisk show, der både er provokerende, friskt, flabet, modigt og naturligvis – hylende morsomt.

Lasse Madsen kommer med sikkerhed til at levere hele paletten af humor, der giver fuldt smadder på alle tangenter og som er gennemsyret af skarp satire og drenget charme.

Meget mere end sociale medier
Lasse Madsen har kæmpe succes på Instagram med hele 170 tusind følgere. Her deler han satiriske videoer med afsæt i hverdagssituationer og stereotyper, vi alle nok kan genkende – selvom vi måske ikke helt vil indrømme det.

Lasse Madsen viser sig dermed som en sand menneskekender, og med hans store humoristiske talent oveni, kan det kun blive en helt eminent aften.

Så har du kun oplevet Lasse Madsen på de sociale medier, skal du glæde dig ekstra meget til at se ham der, hvor han er allerbedst, nemlig på standup-scenen!

Billetter til Lasse Madsen – Fræk fredag den 1. november 2024 kl. 19.00  i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 280 kr. inkl. gebyr. Der pålægges et ”fri transportgebyr” på 7 kr. pr. billet. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.