
10/10 2024
Lars Rønnov ny kommerciel chef i AKKC
AKKC henter den erfarne leder Lars Rønnov til Aalborg som ny kommerciel chef med ansvar for at bestride og udvikle området Business & Event, der inkluderer AKKC’s erhvervsområder møder, konferencer, messer og events.
Mandag 21. oktober træder 46-årige Lars Rønnov ind på administrationsgangen for første gang i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) som ny kommerciel chef. Lars Rønnov har mange års erfaring som leder i Salling Group og senest som HR- og kommerciel direktør i Aarhus Lufthavn.
I stillingen som kommerciel chef i AKKC bliver Lars Rønnov leder for afdelingen Business & Event, som er en samling af AKKC’s erhvervsområder møder, konferencer, messer og events. Derudover bliver Lars Rønnov også en del af AKKC’s strategiske ledergruppe, der tæller direktør Nicolaj Holm, HR- og økonomichef Lisbeth Hove Vibestrup, Sponsor og bæredygtighedschef Jan Kvistborg, Facility Manager Jesper Ring og pressechef Anna Højen.
- I AKKC har vi gennem flere år arbejdet med at nedbryde siloer i organisationen og arbejde langt mere på tværs. I den forbindelse samlede vi afdelingerne Møder & Kongresser, Salg & Messer og Event til enheden Business & Event før sommerferien, og med ansættelsen af Lars Rønnov til at stå i spidsen for det område, er jeg sikker på, at vi både kommer til at styrke samarbejdet og udvikle os betydeligt indenfor området, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC.
I Business & Event bliver Lars Rønnov leder for otte medarbejdere i samarbejde med Head of Business & Event, Tanja Markussen, der har arbejdet med møder og kongresser i AKKC gennem 34 år.
Styrkelse af kerneområder
Lars Rønnov har mangeårig erfaring som leder og har tilegnet sig flere lederuddannelser. Heriblandt en diplomuddannelse i ledelse fra Niels Brock med fokus på forandringsledelse, coaching og strategisk lederskab samt en Executive MBA fra Aalborg Universitet i strategi, innovation og økonomi. Nu er han klar til at køre den daglige tur fra bopælen i Randers til AKKC i Aalborg, hvor han inden længe sætter sig i stolen som kommerciel chef.
- Som gæst i AKKC har jeg altid kunnet mærke den faglige stolthed og gode gæsteservice i huset. Det er noget, der ligger mit hjerte nært, og jeg glæder mig derfor helt enormt til at blive en del af AKKC-holdet, siger Lars Rønnov.
Turen til Aalborg er ikke uvant for Lars Rønnov, da han gennem tre år var varehuschef i Føtex Eternitten, og erfaringerne fra ”det gode købmandskab” er noget, han forventer at kunne anvende i sin nye stilling.
- Min tid som varehuschef i Aalborg har naturligvis lært mig meget om nærområdet, men i den grad også om salg og gode gæsteoplevelser. Det er noget, jeg med sikkerhed kan anvende i min rolle som kommerciel chef i AKKC. Jeg ser derfor frem til stå i spidsen for den nyetablerede afdeling og være med til at styrke samarbejdet og udvikle det kommercielle område, forklarer Lars Rønnov.