20/05 2020
Lars Lilholt kan opleves semi akustisk på Drive In – Live
København – 29. MAJ
(Københavns Lufthavn – Parkering P19)
Herning – 30. MAJ
(Landsskuepladsen ved MCH)
Aarhus – 6. JUNI
(P-Scenen på Tangkrogen)
Aalborg – 7. JUNI
(Aalborg Lufthavn – Parkering P3)
Odense – 10. JUNI
(Jyske Bank Arena – Parkering)
Lars Lilholt nåede lige at slutte en akustisk indendørs koncertrække i januar- februar inden landet lukkede. Den store, sprudlende og traditionelle festivalturné med Lilholt Bands otte mand store elektriske folk-rock show blev aflyst.
Til DRIVE IN – LIVE koncerterne stiller han med et lidt mindre set up kaldet ’Lars Lilholt semi- akustisk’.
Repertoiret bliver en sand hitparade af de mest kendte sange, og så må publikum nynne med inde i deres køretøjer og vippe med vinduesviskerne. Pas på airbaggen ikke bliver udløst, når takten hamres i rattet. Lilholt og hans folk glæder sig, og det bliver fedt, selvom vi ikke må stå skulder ved skulder og skråle hinanden ind i femøren. Til gengæld bliver der stereofonisk vellyd fra din bil- radio.
Det er de færreste, der har fået en sang optaget i Kulturministeriets kulturkanon. Det skete for Lars Lilholt i 2006 med klassikeren ’Kald det kærlighed’, som alle danskere kender og kan synge med på. I 2015 var han en del af holdet på TV2’s “Toppen af Poppen”, hvor danskerne igen kunne genopdage Lilholt fantastiske musik.
Vi ses derude!
HVORDAN KOMMER DET TIL AT FOREGÅ?
’DRIVE IN – LIVE’ arrangementerne er designet til at overholde alle officielle anbefalinger, så publikum roligt kan nyde de mange koncerter, comedyshows og familieoplevelser landet over. Da ’DRIVE IN – LIVE’ arrangementerne skal opleves fra egen bil, og med den anbefalede afstand, så vil publikum komme lidt længere væk fra scenen end ved en traditionel koncert. Derfor er scenen bygget ekstra høj, så udsynet bliver bedst muligt for alle, ligesom 3 storskærme vil gøre oplevelsen ekstra god.
Arrangementerne vil have plads til ca. 600 biler pr. gang, der kan høre lyden igennem deres bilradio.
STÆRKE PARTNERE GÅR SAMMEN
’DRIVE IN – LIVE’ konceptet er et samarbejde mellem Københavns Lufthavn, Live Culture, Kulturaktører i Aalborg, MCH Herning og Live Nation Danmark.
Læs mere om de enkelte arrangementer på: www.driveinlive.dk