02/07 2021
Kendte kokke fra MEST bliver ny forpagter i AKKC
Efter en 10-dages EU-dikteret stand still periode og kontraktforhandlinger er Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) og MEST nu i mål med en 4-årig kontrakt med mulighed for forlængelse. Dermed kommer en lille håndfuld meget dedikerede nordjyske madmennesker med succesfulde karrierer bag sig til at stå i spidsen som storrestauratør.
De skal være den madmæssige højborg i AKKC frem mod 2025, og dermed betjene langt over 1 mio. gæster med deres lækre tidstypiske bæredygtige lokale menuer. Alle kommer med rødder i kendte nordjyske og københavnske restauranter, der udover den ærkefranske og prisbelønnede Restaurant MEST tæller Ruths Hotel, Svinkløv Badehotel, Scheelsminde, Vendia og Alchemisten.
– Valget af MEST er udtryk for de store forventninger, vi har til den rolle restaurantdriften skal spille i fremtidens AKKC. Vi står i en vækstsituation, hvor der kommer flere og flere arrangementer i huset, og til de arrangementer bliver kravene til restaurantdriften kun større, end de var før Coronaen. Menukortet skal være en oplevelse, smagen skal være unik, serveringen skal være førsteklasses, og samtidig skal det hele være bæredygtigt og til et konkurrencedygtigt prisniveau. Vi er ikke i tvivl om, at Mette, Stefan og Michel med deres tilgang og deres professionelle stab kan løfte den opgave. De har vist resultater før, og de kommer til at gøre det igen. Vi glæder os til at starte en ny epoke og et nyt stærkt samarbejde, siger en glad og forventningsfuld adm. direktør i AKKC, Nicolaj Holm.
Det kommende trekløver, der vil sørge for restaurantdriften i AKKC er med Stefan Klausholm Petersen og hans hustru Mette Nygaard Klausholm i spidsen. De to skabte den prisbelønnede restaurant MEST i hjertet af Aalborg med fokus på den franske madkultur. Senere har de to ejet og drevet Svalegaarden MEST i Hasseris og cateringkoncernen Mad med MEST sammen med den kendte kompagnon Michel Lycoops. De tre lærte hinanden at kende på Ruths Hotel, og siden har de skabt den ene succes efter den anden.
– Vores indgangsvinkel ”Alt kan lade sig gøre” vil løfte serviceniveauet til et internationalt niveau. Vi kommer med hele pakken, og vores erfaring med stordrift i Mad med MEST, hvor vi hver dag leverer 1200 måltider ud ad døren, gør os godt rustet til opgaven, og vi glæder os for vildt i hele teamet til at komme i gang. Vores vision i samarbejdet med AKKC er, at vi vil være Aalborgs forplejningspionér, og ikke kun vil vi sørge for de lækreste råvarer og gerne lokale, vi vil også fortsætte og intensivere vores fokuserede arbejde med bæredygtighed, grøn omstilling og social ansvarlighed, fastslår Stefan Klausholm Petersen.
Team MEST har et valgsprog der lyder: Alt kan lade sig gøre – og det skal i de kommende år stå sin prøve i den helt store skala, når de som nogle af Danmarks bedste madkreatører skal stå for at bringe en ny madfilosofi ud til flere end en halv million årlige gæster i AKKC.
– Mig og mit team bliver nu ansvarlige for, at AKKC’s gæster til enhver begivenhed får en forplejning, de vil føle og smage er løftet til et helt nyt niveau. Vi har rødder i nogle af Danmarks bedste restauranter, og vi har med vores seneste koncepter Svalegaarden MEST samt cateringkonceptet Mad med MEST vist, at man kan flytte de lækre og visuelle menuer fra a la carte over til også at bruge de visioner, tanker og udførelse som brugbare i catering- og forplejningsverdenen, fortæller Stefan Klausholm Petersen.
Stefan Klausholm Petersen bliver daglig leder, og bringer med sig erfaringer fra Valdemar Slot, Ruths Hotel, Svinkløv Badehotel, Restaurant MEST og nu Svalegaarden MEST samt Mad med MEST.
Til jobbet i chefstolen i køkkenet i AKKC, har Stefan Klausholm Petersen håndplukket Anders Westmark Nielsen som køkkenchef, og ham kunne du f.eks. kende fra Scheelsminde, Bistro V og Vendia.
Michel Lycoops er kompagnon og har ansvaret for bæredygtighed og konceptudvikling. Udlært på Ruths Hotel.
– Her lærte vi hinanden at kende, og Michel har været med hele vejen. Udover Michel er Mette Nygaard Klausholm, min hustru og medstifter af MEST (heraf vores navn), også med. Til daglig er hun ansvarlig for booking, korrespondance og aftaler samt marketing og presse, siger den ny AKKC-forpagter.
Peder Juul Lundgaard har den bærende rolle inden for logistik og koordinering. Han har bl.a. en fortid hos den 2-stjernede Michelin-restaurant Alchemist i København.
Team MEST arbejder målrettet med FN’s Verdensmål, fordi det giver mening, og det betyder meget for dem, at deres daglige virke giver mere end ”bare” smagsoplevelser. Netop derfor engagerer de sig i forskellige projekter, der sætter et positivt aftryk. På det menneskelige plan har de pt. cirka 20 procent af deres medarbejdere, der kommer fra kanten af et arbejdsliv og hyres ind via samarbejde med Jobcenteret og Kriminalforsorgen.
I forhold til miljøet tænker de det ind i alle beslutninger om f.eks. råvarer, transport, madspild osv. Deres indkøbsfilosofi har et skarpt blik rettet mod lokale leverandører, økologiske råvarer og bæredygtige alternativer og egenproduktion f.eks. egen bagerafdeling.