
29/09 2025
Kendt som den ægte Carrie Bradshaw: Candace Bushnell indtager Aalborg
Torsdag den 23. april 2026 bliver Europahallen i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) forvandlet til New York for en aften, når kvinden bag Sex and the City, Candace Bushnell, indtager scenen med sit show ’The Tales of Sex, Success and SEX AND THE CITY’.
Med en Cosmopolitan i hånden, Manolo Blahniks på fødderne og sit skarpe blik på både kærlighed, mode og litteratur inviterer Candace Bushnell det nordjyske publikum med på en fortryllende rejse gennem sit liv. Fra Studio 54’s glitrende dansegulve til ’Lipstick Jungle’ – og videre ind i de historier, der formede den bog, der skulle ændre kvinders samtaler om sex og relationer for altid.
Torsdag 23. april bliver altså en oplagt aften for de nordjyske kvinder at samle de tætteste veninder og nyde en spændende aften i et unikt univers.
Derfor har AKKC naturligvis også gjort det muligt at krydre aftenen med en lækker 7-retters social dining tapas-menu fra Podium, hvortil man kan købe en smuk og velsmagende desserttallerken a la Sex and the City bestående af macarons, cupcake og pink sorbet – og det vil selvfølgelig også være muligt at bestille stribevis af Cosmopolitans i baren.
Den originale Carrie Bradshaw
Bushnell er kendt som den ægte Carrie Bradshaw – og i sit onewoman-show deler hun både sine mest glamourøse og brutalt ærlige øjeblikke. Som da hendes far konstaterede, at hun aldrig ville blive elsket, fordi hun kom ud af puberteten uden former. Eller da hun som ung forfatterspire landede sin første artikel om Studio 54 med den enkle leveregel: ”Hvis nogen falder død om på dansegulvet – ignorer det.”
Hun fortæller om drømmen om at skrive sig til en Pulitzer, om mødet med sin egen Mr. Big (og hans exit lige da Sex and the City ramte boghylderne i 1996), og om hvordan hendes historier blev til et globalt fænomen, der stadig definerer en generation.
Fra Manhattan til Aalborg
Publikum kan se frem til en aften fyldt med humor, livsvisdom og selvironi – leveret med den glamour og ærlighed, som kun Candace Bushnell kan. Hun lover et show, hvor alle kan finde sig selv: Om du er en Carrie, Miranda, Charlotte eller Samantha. Og vigtigst af alt: det bliver en vaskeægte Girls’ Night Out, hvor der er plads til både latter, refleksion – og måske også lækker mad fra Podium og et par Cosmopolitans.
Billetter til Candace Bushnell – The Tales of Sex, Success and Sex and the City 23. april 2026 i AKKC’s Europahallen er i salg og købes via akkc.dk eller i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566. Billetprisen er 355-405 kr. inkl. gebyr. Der pålægges et ’fri transport gebyr’ på. 7kr. pr. billet. Det er muligt at tilkøbe en 7-retters social dining tapas-menu til 235,- pr. person. Menuen inkl. desserttallerken koster 305,- pr. person.