17/02 2026

KEDDE og Mekdes indtager AKKC med ærlig pop, fælles energi og nye fortællinger

Drivhuset i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fortsætter succesen – og foråret 2026 bliver skudt i gang med en koncert, der samler to af Danmarks mest spændende, nye popstemmer på samme scene. Torsdag 26. marts kan publikum opleve KEDDE og Mekdes i Drivhusets intime og uformelle rammer.

Torsdag 26. marts er der lagt op til en aften, hvor musikken ikke bare høres, men mærkes. Hvor teksterne er personlige, stemningen er nærværende, og fællesskabet er en del af oplevelsen.

De to spændende sangere KEDDE & Mekdes går på scenen på én og samme aften, og billetten til Drivhuset sikrer også, som altid, at aftensmaden er inkluderet.

Pop, der tør være ærlig
KEDDE har på kort tid markeret sig som en kunstner, man skal holde øje med. Med sange som ‘If u kno u kno’ og ’Sådan må det være’, der begge blev udvalgt som P3’s Uundgåelige, samt ’Dagdrømmeri’ og ’Kun for os’ har han skabt et univers, hvor følelser, identitet og sårbarhed får plads.

KEDDEs musik er både intim og iørefaldende og udspringer af en rejse mod at stå åbent ved sig selv – også som queer artist. Resultatet er pop med kant, nærvær og en lyd, han selv beskriver som “akustisk på klubben”.

Mekdes er kendt for sin karakteristiske vokal og kompromisløse tilgang til musikken. Som independent artist med fuld kunstnerisk kontrol har han bevæget sig sikkert mellem pop, RnB og soul og skabt hits, der både rammer radiofladen og går dybere.

Mekdes har netop udgivet albummet ’THE BOY I AM’, der er hans mest personlige udspil til dato. Et album, der handler om at bryde normer, give slip på forventninger og finde frihed i at være den, man er.

To kunstnere – én fælles oplevelse
KEDDE og Mekdes har allerede fundet hinanden musikalsk, blandt andet i fællesnummeret ’Jeg håber’, og koncerten i Drivhuset bliver en sjælden mulighed for at opleve dem i et format, der er skabt til nærvær. Drivhuset danner nemlig rammen om en koncertoplevelse, hvor publikum er helt tæt på kunstnerne.

Drivhuset er AKKC’s kulturformat, der har fokus på nye stemmer, fællesskab og oplevelser. Billetten inkluderer lækker hverdagsmad, hvor publikum kan vælge mellem en vegansk ret eller en ret med kød samt adgang til loungeområder med brætspil.

Billetter til AKKC’s Drivhus-arrangementer er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 289 kr. inkl. gebyr og inkluderer mad, underholdning og anvendelse af brætspil. Prisen er ekskl. drikkevarer. Der pålægges et ”fri transportgebyr” på 7 kr. pr. billet. Pladserne købes unummererede, og ved køb af billet vælges der enten vegansk- eller kødret. Der er et begrænset antal Study Tickets til halv pris.