Livstilsekspert Anne Glad og influencer Johanne Kohlmetz
03/03 2025

Kalder alle secondhand shoppere: Kom til talk og tøjsalg i Drivhuset

Elsker du genbrug, eller vil du bare gerne vide mere om bæredygtigt forbrug? Så vær med, når livsstilsekspert Anne Glad og influencer Johanne Kohlmetz tager et nærmere kig på forbrugerkulturen i en spændende talk om bæredygtighed og mode. Det sker onsdag 26. marts 2025 i Drivhuset i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) – og inden showstart er der tøjmarked i foyeren.

Hvad vil det egentlig sige at være en bæredygtig forbruger, og hvordan kan vi hjælpe hinanden til at træffe mere bæredygtige valg, når det kommer til livsstil og mode? Netop det kan nordjyderne få svaret på, når livsstilsekspert Anne Glad dykker ned i vores forbrugerkultur og giver et spændende indblik i, hvad det er, der ryger i kurven, og hvorfor vi køber de varer, vi gør.

Efter foredraget får hun selskab af influencer og kreativ ildsjæl, Johanne Kohlmetz, til en talk om upcycling og genbrugstekstiler. Det hele sker i Drivhuset i AKKC’s Europahallen onsdag 26. marts kl. 18, hvor dørene åbner til fællesspisning inden showstart kl. 19.30.

Powerduo på scenen
Siden 2010 har Anne Glad optrådt i det populære DR1-format ’Kender du typen?’, og er som livsstilsekspert en mester i at analysere danskernes liv. Hun er kendt for at have styr på forbrugsdata og have fingeren på pulsen, når det kommer til danskernes livsstil – og alt det omsætter hun til inspirerende og tankevækkende foredrag.

Med over 100.000 følgere på Instagram og to succesfulde sy-bøger i bagagen inspirerer Johanne Kohlmetz hver dag sine følgere til at se potentialet i aflagt tøj. Hun brænder for at forvandle brugt til nyt i en verden, hvor køb-og-smid-væk-kulturen kan dominere.

Til Drivhus-arrangementet vil hun sammen med Anne Glad dele sine bedste tips til at finde sit kreative drive og forbruge på en mere ansvarlig måde.

Shop secondhand – eller sælg dit eget tøj
Aftenen starter allerede fra kl. 16, hvor foyeren forvandles til et tøjmarked for at fuldende arrangementets tema om bæredygtig mode. Her er der mulighed for at sælge ud af garderoben eller give nyt liv til andres genbrugsguld.

Stand inkl. tøjstativ kan tilkøbes ved billetkøb og koster 50 kr. ekskl. gebyr, men medbringer du dit eget stativ (maks. 150 cm) er det ganske gratis at booke en stand. Der er et begrænset antal standpladser, så vent ikke for længe.

Billetter til Drivhuset – Bæredygtig mode / Talk og Tøjsalg med Anne Glad og Johanne Kohlmetz onsdag 26. marts. 2025 kl. 18 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købe i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 275 kr. inkl. gebyr og inkluderer indgang til tøjsalg og brætspilslounge, middag og foredrag/talk. Der pålægges et ”fri-transport” gebyr på 7 kr. pr. billet. Der er Study Tickets med 50 % rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study-tickets.

Livstilsekspert Anne Glad og influencer Johanne Kohlmetz

Anne Glad & Johanne Kohlmetz

275 kr.
Køb billet