
15/04 2026
Kæmpe tribute-aften i vente: Dire Straits lever videre i Aalborghallen
Det populære tributeshow A Tribute to Dire Straits vender tilbage til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), og publikum kan godt glæde sig. Lørdag 17. april 2027 kan de nemlig igen opleve den ikoniske lyd fra et af rockhistoriens mest elskede bands, når Aalborghallen fyldes med udødelige hits, virtuose guitarriffs og en stemning, der sender publikum direkte tilbage til storhedstiden for Dire Straits.
Tonerne fra Sultans of Swing, Brothers in Arms og Money for Nothing kommer igen til at fylde Aalborghallen, når et af rockhistoriens mest ikoniske bands bliver hyldet. Lørdag 17. april 2027 kl. 20 vender det internationale tributeshow A Tribute to Dire Straits tilbage til AKKC, hvor publikum tidligere har taget imod showet med stor begejstring.
Denne gang er det med undertitlen ’Echoes from Zaragoza’, hvor showet tager publikum med tilbage til den 9. oktober 1992, hvor Dire Straits spillede deres sidste koncert foran 40.000 fans i Zaragoza i Spanien. Koncerten markerede afslutningen på den enorme On Every Street-turné, der omfattede 229 koncerter i 19 lande og solgte mere end syv millioner billetter.
Ikonisk lyd
Dire Straits blev dannet i slutningen af 1970’erne af Mark Knopfler og hans bror David Knopfler og udviklede sig hurtigt til et af verdens største rockbands. Med Mark Knopflers karakteristiske guitarspil, varme vokal og bandets særlige blanding af rock, blues og folk skabte de en række hits, der i dag står som milepæle i moderne rockhistorie.
Sange som Sultans of Swing, Walk of Life, Brothers in Arms, Money for Nothing, So Far Away og mange, mange flere har gennem årtier været ikoniske verden over. Med stor respekt for originalerne genskaber A Tribute to Dire Straits både lyden, energien og atmosfæren fra bandets storhedstid. Publikum kan derfor se frem til en koncertoplevelse, hvor musikken igen får lov til at stå i centrum, præcis som da Dire Straits indtog verdens største scener.
Populært show vender tilbage
A Tribute to Dire Straits har tidligere gæstet AKKC i både 2019 og 2021, og nu vender de altså tilbage til Aalborg med en koncertoplevelse, der løbende udvikler sig og fortsat hylder arven fra et af rockens mest elskede bands.
Når scenelyset tændes i Aalborghallen, og de første guitartoner ringer ud i salen, kan publikum igen lade sig rive med af Dire Straits’ udødelige musik. Med showet ’Echoes from Zaragoza’ rettes blikket denne gang mod det historiske øjeblik i 1992, hvor bandet spillede sin sidste koncert, og sagde farvel til verden fra scenen i Zaragoza.
Billetter til A Tribute to Dire Straits – Echoes from Zaragoza lørdag 17. april 2027 kl. 20 i AKKC/Aalborghallen sælges fra mandag 20. april kl. 10 og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag og fredag kl. 13-15, via [email protected] eller her. Billetprisen er 285-435 kr. inkl. gebyr. Der tilføjes et ’fri-transport gebyr’ på 7 kr. pr. person. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende.
