18/04 2024

Julekoncert med fællessang og kendte værter

Kærligheden til musikken, fortællingen og fællesskabet er i centrum, når Katrine Muff og Johannes Langkilde byder på en stemningsfuld koncertoplevelse fyldt med julemusik og fællessang i AKKC’s Europahallen søndag 15. december kl. 15.

De to populære tv-personligheder er kendt som værter i det populære DR-program ’Fællessang’, og i december drager de igen ud i landet på turné med en stribe julekoncerter, der bringer alt det bedste fra julen og fællessang i smukt samspil. Det nordjyske publikum kan derfor se frem til ikke bare at lytte, men også synge med på en samling af traditionelle julesange fra nær og fjern, elskede højskolesange og ikke mindst duoens egne favoritter fra den danske musikskat.

  • At så mange år efter år kommer til vores julekoncerter, fylder os med både stolthed og glæde, og vi er i fuld gang med at sammensætte et program fyldt med julemusik, som vi elsker. Vi glæder os allerede til jul, siger de to værter om de kommende julekoncerter.

Musikalske værter
Katrine Muff er foruden at være artist, komponist og korleder, desuden kendt som radiovært, tv-vært og sangcoach. Hun har sine musikalske rødder i de danske salmer og Højskolesangbogen, hvor hun selv har fået optaget fem af sine egne kompositioner.

Johannes Langkilde er kendt som tv-vært gennem næsten 20 år, tidligere korrespondent i USA og forfatter til flere bøger. Som pianist og trompetist har Langkilde altid været hjemme i musikken, med et fundament i jazzen.

Med den stemningsfulde julekoncert i Europahallen er der lagt op til, at salen kommer til at syde af fællesskab og -sang, mens julen synges ind af nordjyderne i samlet trop. Arrangementet er egnet til alle aldre – og ikke mindst dem, der elsker jul, god musik og fællessang.

Billetter til Julekoncert med Katrine Muff & Johannes Langkilde søndag 15. december 2024 kl. 15 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 305 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.

Katrine Muff & Johannes Langkilde

305 Kr.
Køb billet