22/11 2018
Jul på Slottet hitter hos børnefamilierne
– Vi har allerede solgt over 2.000 billetter ud af de 2.640 som var i salg, og det er virkeligt helt overvældende dejligt med den store interesse for årets juleforestilling, glæder Jan Lynge, formand for det store Aalborgbaserede amatørteater sig.
De to ekstra forestillinger i Det Lille Teater, der nu er kommet i salg, er til søndag den 2. december kl. 11 og kl. 15.
Jul på Slottet er historien om rænkespil, romantik og nissedrillerier. Du har måske set Jul på Slottet som DRs julekalender i 1986 eller nogen af genudsendelserne? Nu kan dine børn få samme mulighed for at opleve denne søde historie i Morskabs-Theatrets skønne teaterversion med alle de kendte sange f.eks. december-sangen, ”det’ sørme det’ sandt december”.
De mange amatører har arbejdet siden slutningen af august sammen med instruktør Martin Schwab, for at skabe den helt rigtige julestemning for hele familien i Det Lille Teater.
I Morskabs-Theatrets opsætning, skabt af Finn Henriksen og Martin Miehe-Renard, sker der magiske og uventede ting.
Musikken er skrevet af Bodil Heister, og sangcoach Henrik Fevre har stået for indstudering af sangene.