Islandsk fænomen har turnéstart i Aalborg
08/08 2023

Islandsk fænomen har turnéstart i Aalborg

Nu varer det ikke længe før Drivhuset kan åbne dørene til den første stående koncert i AKKC’s 5-stjernede nye koncept. Onsdag 30. august bliver en premiere på hele to måder, for det er samtidig også turnéstart for det populære islandske musikfænomen Daði Freyr.

De fleste danskere kan nok bedst huske Daði Freyr fra Eurovision Song Contest i 2020, hvor han var spået vinderchancer med sangen Think About Things, før Covid-19 satte en stopper for konkurrencen det år.

Sangen er blevet et kæmpe hit, og har intet mindre end 128 mio. afspilninger på Spotify og 44 mio. visninger på YouTube.

I år var Daði Freyr på scenen til Eurovision med sin egen version af Atomic Kitten-hittet Whole Again og 45 dansere i de grønne, ikoniske Daði Freyr-sweatshirts.

Her kunne man for alvor mærke på publikums begejstring, hvor stor en stjerne han er blevet i hele Europa – og en stor del af koncerterne på hans nye europæiske turné er da også allerede udsolgt.

I Made An Album
Det er virkelig også en festlig og groovy lyd Daði Freyr leverer. Noget, man ikke kan undgå at blive i godt humør af, når man lytter til det.

Onsdag 30. august får nordjyderne mulighed for at få en helt særlig musikoplevelse og slippe hæmningerne løs på dansegulvet i Drivhuset, når den islandske sanger gæster AKKC med den første stående koncert i det nye Drivhus-koncept, der selvfølgelig også tæller lounge og fællesspisning før koncerten. Det hele samlet til én fordelagtig pris.

Daði Freyr har udgivet de første to tredjedele af sit kommende engelsksproget debutalbum I Made An Album. De nye sange er en sprudlende samling disco-inspirerede popsange med sofistikerede hooks og selvrefleksion, men stadig med en overflod af Freyrs unikke og charmerende humor.

Sange som I’m Fine, Sometimes, Limit To Love, Shut Up og Thank You kan blandt andet tilføjes til bunken af hans tidligere hits som 10 Years, Happy People og Sabada.

Så hvis du ikke allerede har lyttet til Daði Freyrs musik, skylder du dig selv at gøre det.

Fællesspisning som hyggelig optakt
I Drivhuset vil det være muligt at starte aftenen i AKKC kl. 16, hvor man kan slå sig ned i den hyggelige drop-in lounge i foyeren og købe en kold øl eller spille et brætspil.

Kl. 18 åbner der op for fællesspisning, som vil foregå ved ståborde. Det er Restaurant AKKC by MEST, der har sammensat retterne, og tilbyder enten en vegansk ret eller en ret med kød.

Omgivelserne er uformelle og helt low-key, så der er plads til at slappe af og hygge sig sammen. Hvert Drivhus-arrangement koster blot 260,- inkl. gebyr og fællesspisning.

Billetter til Drivhuset – Daði Freyr onsdag 30. august 2023 kl. 18:00 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 260 kr. inkl. gebyr og inkluderer lounge, fællesspisning og billet til koncerten med ståpladser.