17/09 2018
Ikoniske James Bond i storslået musikalsk atmosfære
Filmklassikeren Casino Royale (2006), blev den mest indbringende film i agent 007’s historie. Derfor kan alle nordjyske Bond-fans godt begynde at glæde sig til tirsdag 6. november kl. 20, hvor der for første gang er mulighed for at få en Bond-oplevelse ud over det sædvanlige.
Mens filmen vises på det store lærred, leverer Odense Symfoniorkester, synkront med filmens scener, den legendariske Bond-musik af David Arnold.
Det er Daniel Craig, der indtager rollen som agent 007 i Casino Royale, og faktisk var det hans første Bond-rolle i rækken, der vakte stor begejstring blandt fans og anmeldere.
Ud over Daniel Craig tæller rollelisten også de kendte skuespillere Eva Green, Judi Dench, Westworld-aktuelle Jeffrey Wright og ikke mindst de to danske stjerner Jesper Christensen som Mr. White og Mads Mikkelsen i rollen som Le Chiffre.
Dermed kan publikum glæde sig til at opleve en ægte Bond-klassiker i en storslået musikalsk atmosfære.
James Bond – Casino Royale er den 21. i rækken af den populære James Bond-serie, og var den mest sete film i de danske biografer i 2006 med 700.000 solgte billetter.
Det er Film Concerts Live!, der i samarbejde med EON Productions, Metro Goldwyn Mayer Studios (MGM), Christopher Entertainment og Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) præsenterer.