
12/03 2019
Hvam & Øgendahl udsolgt med 7900 billetter
Det er en tendens, som AKKC har kunnet mærke i en efterhånden lang periode – nordjyderne søger de gode grin og elsker at gå til stand-up og comedy. Det er ’Det Gode Selskab’ med de to komikere Frank Hvam og Mick Øgendahl et godt eksempel på.
Efter offentliggørelsen af deres første fælles show i Aalborghallen tilbage i oktober 2017 har det ene ekstrashow efter det andet måttet tilføjes til kalenderen i AKKC på grund af den store interesse.
Nu kan AKKC melde alle seks shows med den nye stand-up duo udsolgt, og det betyder, at flere end 7900 publikummer i løbet af blot tre dage kan sætte sig til rette i sæderne i Aalborghallen og lade sig underholde.
Første fælles show
’Det Gode Selskab’ er Frank Hvam og Mick Øgendahls første fælles show på scenen, og ved offentliggørelsen udtalte de med stor begejstring, at publikum godt kan forvente sig et godt grin til showet.
– Gå med åbent sind ind til denne specielle cocktail, hvor der både bliver skudt med bazooka og kastet med knaldperler. Et show, hvor man skal regne med at have ekstra bukser med… eller acceptere at sidde i voksen-ble. Kort sagt: Det bliver pisse sjovt, sagde Mick Øgendahl i sin tid.
Turnéen er begyndt og er allerede i fuld gang på de danske scener landet over. Og nu varer det altså ikke længe, før det bliver AKKC’s tur til at åbne dørene for seks gange udsolgte sale til showet.