
22/04 2025
Hej Matematik er tilbage: Der bliver party i provinsen!
Torsdag 19. marts går det løs i Aalborghallen. Der bliver for alvor party i provinsen, når Hej Matematik genopstår og kommer til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) som en del af deres turné – kun med store koncerter i København, Aarhus og Aalborg.
Søren og Nicolaj Rasted er atter klar til at iføre sig deres ikoniske sort-hvide jakkesæt, for at skrue op for fællesskabsfølelsen og løsne slipseknuden, der strammer om hverdagen og verdensfreden, med kæmpehits, båthorn og duoens altid eksplosive liveshow i større rammer end nogensinde.
Det sker, når Hej Matematik genopstår og afholder en række store koncerter i København, Aarhus og ikke mindst Aalborg i marts måned 2026. Torsdag 19. marts kan publikum vist roligt fejre ”lille fredag”, når Hej Matematik indtager AKKC’s Aalborghallen, for der bliver uden tvivl kæmpe party i provinsen!
Om koncerterne siger Hej Matematik:
– I en splittet tid vender vi tilbage for at samle. Som en trojansk hest, midt i en verden af diktatorisk vanvid og storpolitisk kaos, går vi ind på scenen og får danskerne til at klappe i takt i kærlighedens, festens og mangfoldighedens tegn.
Hit efter hit… efter hit!
Hej Matematik brød igennem tilbage i slutningen af 00’erne med et udtryk lige så firskårent som en Kraftwerk-vinyl tilsat en befriende underspillet selvironi og humor, der smittede af på publikum og fans i hele landet. Debutalbummet, ’Vi Burde Ses Noget Mere’, gik Platin med singler som ’Gymnastik’, ’Centerpubben’ og selvfølgelig dobbelt-platin-hittet, ’Walkmand’, mens det andet album, ’Alt Går Op i 6’, blev en lige så stor succes ført an af det efterhånden legendariske fest-anthem, ’Party i Provinsen’.
Liveanmelderne kaldte dem ”Verdens bedste Matematik-time”, mens Hej Matematik indtog nogle af landets største scener og nærmest blev husorkester under bøgen på Smukfest, som de blandt andet gæstede fem år i streg.
I efteråret 2024, stod onkel og nevø så endelig sammen på scenen igen – for første gang i næsten 10 år – da Hej Matematik overraskede Aquas publikum i Royal Arena, og de genantændte med ét en fest, der aldrig er til at regne ud.
Billetter til Hej Matematik 2025 i AKKC/Aalborghallen torsdag 19. marts 2026 kl. 20 kommer i salg fra fredag 25. april 2025 kl. 10 og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 445 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study-tickets.
