28/06 2021
Great Dane Airlines flyver nu i musikkens verden
I Coronaens stærke favntag har både flyselskaber og kongreshuse været hårdt ramt, og her har de to direktører Thomas Hugo Møller fra Great Dane Airlines og Nicolaj Holm fra AKKC været hinandens gode sparringspartnere i nogle af de svære beslutninger, der har skullet træffes.
Heldigvis er begge selskaber kommet ud af kriseperioden med skindet på næsen, fordi der er taget aktive og gode skridt i nye retninger. Det gavner det nordjyske erhvervsliv og de to aktive aktører inden for flytransport, kultur og kongresser.
– Vi har begge parter hjertet med for Nordjylland, det er her vi virker og det strategiske samarbejde mellem de to selskaber, er en yderligere manifestation af vigtigheden af en stærk nordjysk lufthavn og nu også med et charterflyselskab, som kan løse opgaver for AKKC, som vi har brug for både ift. kulturflyvninger men også at få hentet kongreskunder til Aalborg. Hvis ikke vi kunne have fløjet Det Kongelige Kapel med dets mange musikere og sangere frem og tilbage samme dag, ville nordjyderne aldrig have fået den kæmpe kulturoplevelse, fortæller Nicolaj Holm, adm. direktør i AKKC.
De to direktører glæder sig også over, at tog direkte ud til Aalborg Lufthavn gør sammenhængen mellem AKKC og luftfarten endnu stærkere.