18/01 2018
Grandprix-aktiviteterne i Aalborg står i kø
Om man er grandprix-fan eller ej, vil de mange aktiviteter i forbindelse med årets to grandprix’er i Aalborg med sikkerhed være med til at sætte kulør på de grå dage i januar og februar. De mange aktiviteter tæller lige fra De Syngende Grand Prix Træer til en pyntet grandprix-bybus og en konkurrence om at skabe den festligste MGP-kage til Melodi Grand Prix Bingo og -quizzer i Jomfru Ane Gade.
– Vi er enormt stolte af det flotte program med byaktiviteter til årets Melodi Grand Prix, som Aalborg sammen sætter i søen. Godt 40 forskellige aktiviteter er skabt for, at hele Aalborg kan feste sammen, og det kunne ikke lade sig gøre uden den kæmpe opbakning, vi har fået fra erhvervslivet i byen og fra oplandet, siger Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), der sammen med DR arrangerer årets grandprix’er for både børn og voksne.
Der tælles ned minut for minut
På Nytorv vil det være tydeligt, hvornår startskuddet lyder til årets grandprix i Gigantium. Her vil der nemlig være en stor portal med et nedtællingsur, som minut for minut tæller ned til det store show. Efter de voksnes grandprix 10. februar begynder nedtællingsuret endnu en gang og tæller ned til Børnenes MGP ugen efter.
Aalborg midtby vil derudover også blive flot klædt på til lejligheden med grandprix-bannere i byens gader og -udsmykning i butikkerne, og på de to showdage vil der også blive flaget i både midtbyen og på NT’s bybusser.
Begge shows på storskærm
Hører man til dem, der gerne vil have en festlig grandprix-aften sammen med en stor flok i stedet for hjemme foran skærmen, åbner Nordkraft dørene til begge grandprix’er live på storskærm i Kedelhallen.
Også Heidi’s Bier Bar viser DMGP på storskærm lørdag 10. februar, hvorefter der vil være grandprix-afterparty.
Kan man slet ikke få nok af de gode gamle grandprix-hits, er der mulighed for at tage forbi både Fabrikken og Andy’s i Jomfru Ane Gade, som også begge fejrer grandprix’et med henholdsvis DJ og livemusik på DMGP-aftenen, ligesom flere af stederne i Jomfru Ane Gade serverer grandprix-cocktails opkaldt efter klassikerne. Her kan man eksempelvis nyde en ’Disco Tango’, ’To lys på et bord’ eller ’Cliche Love Song’.
Historisk tilbageblik og lærerig MGP-dag
På Aalborg Hovedbibliotek inviteres grandprix-interesserede indenfor til Lyttelounge 24. januar, hvor der tages en rejse ind i det danske grandprix’s historie. Samme arrangement gentages på Morsø Folkebibliotek 31. januar.
2. februar bliver Aalborgs 3. og 4. klasser klogere på, hvordan det egentlig er at være med i MGP, og hvad der kræves for at være med. Formålet med arrangementet er at vise børnene en anden side af MGP’et, end den, de ser i fjernsynet.
Tre helt nye grandprix-fester
I de tre uger frem til grandprix’et vil tre nye former for grandprix-fester være med til at skabe musik og festligt samvær. Den første er fredag 26. januar, hvor flere end 500 elever fra Mellervangskolen, Herningvej Skole og Tornhøjskolen i Aalborg Øst indtager Tornhøjhallen til den helt store MGP-fest med besøg af blandt andet tidligere MGP-stjerner.
Anden fest foregår torsdag 1. februar på Skovgård Hotel ved Brovt for personer med særlige behov, hvor blandt andre Johnny Hansen går på scenen, og tredje fest er i Kirkens Korshærs varmestue fredag 9. februar for Aalborgs hjemløse. Her vil Helge Engelbrect både synge og fortælle.
Derudover kan man for eksempel også få serveret en softdrink og lytte til grandprix-musik i Kennedy Arkaden 9. februar, deltage i Melodi Grand Prix Yoga i Yoga Huset lørdag 10. februar, tage en selfie i en stor grandprix-snowglobe i Shoppen og meget meget mere.
Det samlede program for byaktiviteterne i forbindelse med Dansk Melodi Grand Prix og Børnenes MGP 2018 kan findes på akkc.dk/grandprix