28/8 2026

GNAGS’ afskedskoncert i Aalborg udsolgt på rekordtid: Nu åbner AKKC for ekstra koncert

Der gik ikke længe, før de vilde kaniner havde fundet vej til billetkøen. Faktisk blev billetterne til GNAGS’ afskedskoncert i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) revet væk så hurtigt, at koncerten nærmest var udsolgt, inden det officielle billetsalg overhovedet gik i gang. Derfor åbner AKKC nu for en ekstra koncert 8. maj 2027 med det legendariske danske rockorkester.

Da AKKC i mandags kunne afsløre, at GNAGS’ afskedsturné GRANDE FINALE også lægger vejen forbi Aalborg fredag 9. april 2027, blev interessen øjeblikkeligt overvældende. Billetsalget gik langt over forventning, og efter få dage er koncerten nu næsten udsolgt.

For at imødekomme den massive efterspørgsel kan AKKC derfor nu offentliggøre, at GNAGS giver endnu en afskedskoncert i Aalborg. Den ekstra koncert finder sted lørdag 8. maj 2027 i AKKC’s Aalborghallen.

  • Vi vidste godt, at GNAGS betyder noget helt særligt for danskerne, men interessen har alligevel været helt ekstraordinær. Billetterne forsvandt i et tempo, som vi sjældent oplever, og derfor er vi utrolig glade for, at vi sammen med Live Nation kan åbne for endnu en koncert, så flere får mulighed for at opleve bandets sidste kapitel live, fortæller Kristine Ringstrøm Kock, producer i AKKC.

Et sidste farvel med klassikerne
Efter næsten 60 år på landevejen har GNAGS besluttet at sætte punktum med turnéen GRANDE FINALE. Her samler bandet seks årtiers dansk musikhistorie i en række afskedskoncerter, hvor publikum kan opleve både de ikoniske klassikere og nyere sange fra et af landets mest folkekære bands.

Interessen for koncerten i Aalborg understreger den særlige plads, GNAGS har i danskernes musikalske bevidsthed. Generationer har sunget med på sange som Vilde Kaniner, Den Dejligste Morgen, Kærester, Mr. Swing King og Danmark, og mange ønsker tydeligvis at være med, når Peter A.G. og resten af bandet siger det sidste farvel fra scenen.

  • Vi har spillet på stort set alle spillesteder, festivaler og i enhver hal i Danmark siden 1966. Jeg ville ønske, vi kunne komme hele vejen rundt, men må erkende, at 60 år på landevejen som omrejsende har sat sine spor. Derfor koncentrerer vi os om landets største arenaer, hvor mange mennesker nemt kan komme til og opleve en forrygende afslutning. Så vi kan sige ordentligt farvel til hinanden. Og mon ikke der også dukker gæster op? siger Peter A.G. med et smil.

Billetter til GNAGS – GRANDE FINALE (ekstrakoncert) lørdag 8. maj 2027 kl. 20 i AKKC/Aalborghallen er i salg og kan købesi AKKC’s billetkontor mandag og fredag kl. 13-15, via [email protected] eller på akkc.dk. Billetprisen er 655 kr. inkl. gebyr.

9/4

2027

+ Flere

GNAGS

655
-
kr.

Koncert