29/11 2024

Ella Augusta og Østen gæster Drivhuset

Torsdag 10. april åbner dørene igen til Drivhuset i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) og denne aften spirer det med musikalsk talent, når både Ella Augusta og Østen giver koncert.

Det bliver en magisk aften, når Østen indtager scenen i Drivhuset torsdag 10. april, og nu kan vi endelig afsløre, at Østen får selskab af ingen andre end Ella Augusta.

Publikum kan se frem til alt det hyggelige ved Drivhuset, når der åbnes op med brætspil, lækker mad og to uforglemmelige koncerter.

Musikalsk medvind
Der er fart på den unge sanger og sangskriver Ella Augustas musikalske rejse. I januar udgav hun singlen Internetsangen, som har fået over 1,5 millioner streames, og kort efter fulgte hendes debut-EP ‘Sytten’.

På nuværende tidspunkt er Ella Augusta på tour med debut-EP’en, en tour der har været så efterspurgt, at den er blevet udvidet med hele otte nye spillesteder.

Udover sin egen musik, har Ella Augusta medvirket på flere prominente numre som ’Første Dag’ med Benjamin Hav og ’Jeg Vil Have Dig Helt’ med Lord Siva.

I 2024 blev hun derudover nomineret til de to P3 Guld-priser P3 Talentet og Årets Lytterhit – for ’Første Dag’ med Benjamin Hav.

Ella Augusta er kendt for sine ærlige popsange, der med et skarpt og umiddelbart tekstunivers skildrer et ungt menneskes følelsesliv. Hendes musik er på én og samme tid sårbart, følsomt og opløftende.

Hendes koncert på årets SPOT Festival blev også mødt med ros og masser af stjerner. Blandt andet gav Bands of Tomorrow seks stjerner og beskrev koncerten som “En velstruktureret og sammensat koncertoplevelse, der forlod os med en følelse af eufori og ønsket om mere”. 

Publikum kan derfor se frem til en magisk aften i Drivhuset, når Ella Augusta indtager scenen i Drivhuset med hendes ærlige pophits og intense nærvær.

Lysterapilampe gav inspiration
Ella Augusta er ikke den eneste, som publikum får fornøjelsen af denne aften. Den aarhusianske producer, sanger og sangskriver Østen indtager nemlig også scenen i Drivhuset.

Østen fik en stærk start på sin musikalske karriere med sin første single ’Regn’. Singlen debuterede på Soundvenue, blev Ugens Uundgåelige på P3, og blev derudover fortolket i bedste sendetid på X Factor.

I slutningen af oktober udgav Østen sit debutalbum ’Daylight’, som er opkaldt efter en lysterapilampe. Albummet kredser om temaer som frygten for at miste, depression og rodløshed. ’Daylight’ er en personlig rejse, der også spejler universelle følelser af sårbarhed og længsel.

Inden Østen kastede sig ud i sin solokarriere, arbejdede han i kulissen som sangskriver og var med på populære udgivelser som Artigeardits ’Længe Leve’ og Barselonas ’Væbnet Hjerte’.

Aftenen i Drivhuset bliver en unik mulighed for at opleve Østens ærlige og sårbare univers live. Publikum kan se frem til en aften med musik, der taler direkte til hjertet.

Programmet
Det er som altid muligt at ankomme allerede kl. 16.00, hvor foyerområdet til Europahallen forvandles til den hyggeligste brætspilslounge. Her kan publikum kigge forbi til en kold øl, et brætspil og en sludder, inden det går løs inde i Europahallen.

Kl. 18.00 åbner dørene til Europahallen, hvor der vil være fællesspisning ved langborde. Det er AKKC by MEST, som står for menuen, og denne aften disker de op med paella i en vegansk og en almindelig udgave. Efter det dejlige måltid, begynder koncerterne kl. 19.30, hvor det naturligvis er tilladt at rejse sig fra langbordene og danse med.

Billetter til Ella Augusta & Østen torsdag 10. april er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 275 kr. inkl. gebyr og inkluderer mad, underholdning og anvendelse af brætspil. Prisen er ekskl. drikkevarer. Der pålægges et ”fri transportgebyr” på 7 kr. pr. billet. Pladserne købes unummererede, og ved køb af billet vælges der enten vegansk- eller kødret. Der er et begrænset antal Study Tickets til halv pris.

Ella Augusta & Østen

275 kr.
Køb billet