
15/01 2026
Der er lagt op til svineri i vinterferien
I Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) byder uge 8 på grin, glæde og gris i alle afskygninger, når både små grisebasser og store portioner flæsk indtager huset. Uanset om nordjyderne er til børnemusical med en krølle på halen eller comedy med stegt flæsk ad libitum, er der garanti for svineri på den allerbedste måde, når De Tre Små Grise og Svin & Grin rykker ind i vinterferien.
I AKKC står nordjydernes vinterferie i svinets tegn. Her kan man lade sig blæse omkuld af den reumertnominerede familieforestilling De Tre Små Grise, eller læne sig tilbage efter et solidt måltid stegt flæsk og få lattermusklerne kørt i stilling til Svin & Grin.
Lige meget om det er latter, musik eller mad, der lokker, så bliver uge 8 i AKKC kort sagt ugen, hvor både børn og voksne kan give sig hen til lidt svinsk vinterferiehygge med fuldt tryk på grisefest.
Forestilling for hele familien
De Tre Små Grise er en tempofyldt, fjollet og charmerende børnemusical fyldt med ørehængende musik og sjove figurer, der med garanti får hele familien til at grynte af grin.
Her følger publikum de tre grisebasser, der skal lære at stå på egne klove, mens de ender som vaskeægte superstjerner.
Musicalen spillede på Fredericia Musicalteater i 2021, hvor den blev nomineret til Årets Reumert i kategorien Bedste musical/musikforestilling, og spillede igen for totalt udsolgte sale i foråret 2023.
Forestillingen spiller i Europahallen i AKKC lørdag 21. februar og søndag 22. februar kl. 11.00 og kl. 14.00 begge dage.
3 x stand-up og stegt flæsk ad libitum
Det populære koncept Svin & Grin kommer til AKKC for første gang i vinterferien – og det er en kombination, der nærmest er skabt til nordjyderne.
Publikum forkæles med stegt flæsk, kartofler og persillesovs ad libitum, inden tre komikere indtager scenen og server latter i store portioner.
Komikerne spænder fra rutinerede navne til nye talenter, og hvem der går på scenen, afsløres først på aftenen. Men én ting er sikkert. Det bliver sjovt.
Der er meget få billetter tilbage til showet torsdag 19. februar kl. 18.30. Men heldigvis kender AKKC nordjyderne tilpas godt.
For når stegt flæsk ad libitum og comedy nævnes i samme sætning, går det stærkt. Derfor er der sat et ekstrashow i salg onsdag 18. februar kl. 18.30.
Billetter til Svin & Grin og De Tre Små Grise er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk.