Comedy er fedt. Comedy Ballroom er seks gange så fedt
01/10 2023

Comedy er fedt. Comedy Ballroom er seks gange så fedt

Comedy Ballroom var totalt udsolgt i 2022 og 2023 i AKKC, og vender nu retur for fjerde gang med endnu et legendarisk line-up. Nikolaj Stokholm, Mark Le Fêvre, r8Dio (Brian Lykke og Kasper Nielsen), Victor Lander og Ane Høgsberg er i topform og er klar til at joke sig gennem aftenen fredag 25. oktober 2024 kl. 20, når Comedy Ballroom 2024 atter venter tilbage til Aalborg. Konceptet er som altid, at hver komiker har knap en halv time til at levere deres allerbedste materiale, så publikum med garanti går hjem med latterkramper.

Seks sjove spasmagere
Hele Danmarks Stokkefar har altid været kendt for at have en finurlig krøllet hjerne, og hans verdenssyn gennem brillen er bare lidt sjovere end alle andres. Det er særligt kommet til udtryk i hans to første onemanshows ’Mit Liv som Nikolaj Stokholm’ og ’Turen går til Nikolaj Stokholm’. I skrivende stund er han rundt på turné med sit tredje onemanshow ’Jeg er stadig Nikolaj Stokholm’.

Mark Le Fêvre er særligt kendt fra tv-succesen Stormester, hvor han gennem flere sæsoner har haft rollen som den underspillede assistent. Han har fortjent sin plads i dansk komiks superliga siden hans nominering som Årets Komiker i 2019 ved ZULU Comedy Galla. Han har optrådt for udsolgte sale med sine to anmelderroste onemanshows ’Bøvl’ og ’Heldig’, der tager udgangspunkt i det hårde møde med voksenlivet.

Impro-fænomenet r8Dio vil gerne ses som den nye pige/dreng/person i klassen. Brian Lykke og Kasper Nielsen fra Krysters Kartel, Live fra Bremen og Guru har siden coronanedlukningerne i 2020 haft stor succes med r8Dio, som er Danmarks nye highlevel snakke-sludre-taleradio i gulvhøjde med lytterne, hvor især den prisvindende podcastserie ’Undskyld vi roder’ har fået stor succes.

Manden med de lange lemmer, Victor Lander, har med sin drengede charme landet værtsroller i børneprogrammer på blandet andet DR, Ultra og Ramasjang og senest TV2-programmet LEGO Masters. Han har givet danskerne latterkramper i utallige panel- og comedyprogrammer og har med sit seneste onemanshow ’Weekend’ turneret landet rundt for fulde huse.

Ane Høgsbergs selvironi, skarpe jokes og komiske timing gør det umuligt ikke at grine af og med hende. Hun er ikke bange for at udlevere sig selv eller sin egen utilstrækkelighed. Hun vandt Zulu Comedy Gallas Talentpris i 2016 og har siden hen kun bevist, hvorfor titlen blev hendes med sine sjove og ærlige onemanshows ’Dårlig Feminist’ og ’Døden har en årsag’.

Billetter til Comedy Ballroom i AKKC/Aalborghallen fredag 25. oktober 2024 kl. 20 er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er fra 325-425 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.

Comedy Ballroom

325-425 Kr.
#Musical
Køb billet