
10/04 2026
Carsten Eskelund går i kødet på mennesket i AKKC
Når den garvede komiker Carsten Eskelund gæster Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) til efteråret, bliver det med et standupshow, hvor tanker, erkendelser og skarpe observationer får frit spil. Publikum kan opleve Eskelund helt tæt på, når han, som altid, går sine egne veje og inviterer med på en humoristisk og eftertænksom rejse gennem menneskets mærkværdigheder.
Fredag 2. oktober kl. 19 bliver en yderst morsom aften i AKKC. Her kan publikum opleve Carsten Eskelund live i AKKCs Fakultetet, når han indtager scenen med showet “MOD MENNESKE!”.
I showet deler den erfarne komiker erkendelser, der er opstået siden hans seneste turné. For Carsten Eskelund er det nemlig ofte de mest uventede steder, der sætter tankerne i gang. Denne gang starter det hele med et møde med en særligt aggressiv vægudsmykning på et mellemklassehotel i trekantsområdet. Et øjeblik, der får ham til at stille spørgsmål ved nogle af de mønstre, vi mennesker igen og igen gentager.
Hvorfor narrer vi os selv? Hvorfor gør vi det samme og forventer et andet resultat? Og hvorfor hopper vi så ofte på vores egne historier?
Standup, der går sine egne veje
Carsten Eskelund er kendt for sin særlige form for standup, hvor skarpe observationer, refleksioner og uforudsigelige drejninger smelter sammen til en anderledes comedyoplevelse.
I “MOD MENNESKE!” undersøger han menneskets tilbøjelighed til både at vildlede sig selv og lade sig vildlede af andre, og som altid bliver det med humor, kant og et blik for det absurde i hverdagen. Publikum inviteres med ind i Eskelunds tankestrømme, hvor grinene ofte opstår netop dér, hvor erkendelserne rammer.
Comedy helt tæt på
Showet finder sted i AKKCs Fakultetet, som er kongres- og kulturcentrets tredjestørste scene. Her er rammerne mere intime end i de store sale, og publikum får derfor mulighed for at opleve deres favoritperformere helt tæt på. Det giver en særlig stemning, når komikere som Carsten Eskelund indtager scenen i Fakultetet, og når publikum næsten kan mærke punchlines blive født i rummet.
Billetter til Carsten Eskelund – ”MOD MENNESKE!” fredag 2. oktober 2026 kl. 19 i AKKC/Fakultetet er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag og fredag kl. 13-15, via [email protected] eller her. Billetprisen er 325 kr. inkl. gebyr. Der tilføjes et ’fri-transport gebyr’ på 7 kr. pr. person. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.
