Backstage
marts
2026

Læs artiklerne i deres fulde længde herunder!

Rul ned

Scenetårnet
af Nicolaj Holm

Det er ikke hver dag, man som direktør får lov til at fortælle, at man endnu en gang har slået rekord. Men det har vi. I AKKC har vi netop afsluttet et regnskabsår med en omsætning på 135 mio. kr. – en stigning på 17 procent. Og det er sjette år i træk, vi sætter rekord.

Selvom tallene i sig selv er flotte, er det faktisk ikke dem, jeg er mest stolt af. Jeg er stolt af, hvad de repræsenterer.

I flere år har vi arbejdet målrettet med at kombinere bæredygtighed med et stærkt kommercielt fokus. Og det er præcis den kombination, der nu for alvor virker. Vi bliver i højere grad valgt til af arrangører, gæster og samarbejdspartnere på den baggrund.

2025 blev samtidig det største kongresår i vores historie. EU-formandskabet, en rekordstor aftale med KL og et generelt aktivitetsniveau, der bekræfter vores position som et af landets førende kongres- og kulturhuse.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er det stadig ikke det vigtigste.

Det vigtigste er vores medarbejdere – menneskerne i organisationen. For når vi år efter år skaber fremgang, er det fordi, vi har en organisation, der vil det. En organisation, der er fleksibel, engageret og professionel. Og så er det vores ansvar som virksomhed at give noget igen. Derfor har vi også haft fokus på at udvikle AKKC som arbejdsplads med initiativer, der skaber bedre rammer for vores medarbejdere.

Samtidig har vi udviklet forretningen indenfor både kultur, messer, møder og konferencer – og ikke mindst strategisk. Nye koncepter, nye samarbejder og en styrket organisation, der gør os klar til det næste skridt. 2026 bliver et overgangsår, og dermed et år, hvor vi bygger videre og udvikler.

Men det stopper faktisk ikke ved AKKC. For som jeg også skrev i en klumme for nylig i både Nordjyske og MigogAalborg: Nordjyllands største udfordring er ikke København. Det er, hvis vi ikke formår at stå stærkere sammen i det nordjyske. Vi har potentialet. Men vi skal blive endnu bedre til at samle det i én fælles vision og fortælling.

AKKC er bygget for at vise verden, hvad Aalborg – og Nordjylland – kan. Og det ansvar tager vi alvorligt. Ikke kun gennem vores resultater, men gennem den rolle, vi spiller i fællesskabet.

For i sidste ende er det ikke rekorderne, der definerer os.

Det er det, vi skaber sammen.

Nedtællingen til Nuuk
er i gang

Om lidt over en måned slår vi dørene op til ArcticExpo – Grønlands nye messe for fangst, fiskeri og innovation.

Der behøver ikke være langt fra tanke til handling. Det er ArcticExpo et godt eksempel på. For sidste år ved denne tid fandtes messen ikke. Og om lidt over en måned slår vi dørene op for en international messe med mere end 50 udstillere fra Grønland, Island, Færøerne og Danmark.

I august 2025 indgik Kommuneqarfik Sermersooq og AKKC en formel aftale om afholdelsen af en international messe for fangst, fiskeri og innovation i Nuuk. Siden da har vi arbejdet intensivt på at sætte ArcticExpo i søen – både i Nuuk og i Aalborg. Efter påske sender vi containerne med messeudstyr og interiør afsted, om fem uger følger de første AKKC-kolleger efter og tirsdag d. 5. maj til torsdag d. 7. maj er messen åben.

Det er langt fra nyt, at vi arrangerer og afvikler messer i Grønland. I oktober 2026 afholder vi PolarExpo for tiende gang. Til gengæld er det første gang, vi afholder en messe i Nuuk. Og både ambitionerne og forventningerne til ArcticExpo er høje; ArcticExpo skal være et nyt samlingspunkt for fiskeri- og jagtbranchen i Grønland og i Arktis. Messen skal skabe netværk, præsentere nye teknologier og produkter samt samle beslutningstagere og erhvervsfolk fra hele branchen.

Ud over de mange udstillere kan messen også præsentere et stærkt sceneprogram, som er skabt i samarbejde mellem Kommuneqarfik Sermersooq og AKKC. Programmet tæller både faglig viden, inspiration og talks, så messens besøgende også kan blive opdateret og komme i dialog med eksperter, politikere og beslutningstagere.

Vi glæder os til tre gode messedage med fokus på forretning og netværk!

Michel Lycoops udvider og har høje ambitioner

Med nøglerne til både Restaurant Podium, Skydepavillonen og Aalborgtårnet samler Michel Lycoops nu nogle af Aalborgs stærkeste oplevelsesdestinationer. Ambitionen er klar: mere liv, stærkere sammenhængskraft og oplevelser, der kan mærkes.

Sidste år var det en soloforpagtning af Restaurant Podium i AKKC. Nu tager restaurantdirektør Michel Lycoops næste skridt – og det er ikke småting.

Det Broderlige Skydeselskab kunne i januar afsløre, at de to steder skulle have en ny forpagter, og interessen fra lokale restauratører var stor. Valget faldt på Michel Lycoops, og i forbindelse med offentliggørelsen udtalte de:

– Vi glæder os over, at valget faldt på Michel Lycoops. Det bliver et samarbejde, der kan skabe enorm synergi mellem to af Aalborgs ikoniske institutioner, sagde Poul Christian Petersen Bach, formand for Det Broderlige Skydeselskab.

Da nyheden ramte Nordjylland, var det med stor begejstring. Ved offentliggørelsen havde samtlige nordjyske, større nyhedsmedier historien på nyhedsfladen fra morgenstunden.

Synergi har potentiale
Michel Lycoops har stor erfaring fra både AKKC og cateringbranchen og ser en unik mulighed for at samle styrkerne fra hvert sted.

– Jeg ser en enorm synergi mellem Podium, AKKC og de nye forpagtningsaftaler. Aalborghallen og Aalborgtårnet er byens søjler, og potentialet for sammenhængskraft mellem erhvervsliv, turisme og kulturliv er enormt, fortæller Michel Lycoops.

Samarbejdet med AKKC-direktør Nicolaj Holm har været tæt siden maj, med fokus på ultimative helhedsoplevelser for gæsterne og et styrket samarbejde mellem medarbejderne. Bæredygtighed og ordnede arbejdsforhold fra AKKC og Podium bliver også en del af den nye aftale, hvilket styrker både kvalitet og erhvervsturisme i byen.

For Michel Lycoops handler det hele om oplevelser, og ambitionerne og idéerne vælter allerede frem. For eksempel kan det munde ud i en skybar i weekenderne, en god frokostrestaurant med danske retter og liv omkring Aalborgtårnet med et stort terrasseområde med servering af is, kaffe m.m.

– Jeg får energi af at skabe oplevelser for andre. At se folk glade. Aalborgtårnet har et enormt potentiale, og oplevelsen i tårnet kan ingen kopiere, så det bliver virkelig spændende at udvikle, siger han.

Stærke arrangementer skabes i fællesskab

Når dørene åbner til en konference eller et arrangement i AKKC, er det de færreste gæster, der tænker over alt det, der sker bag kulissen. Men netop dér ligger en stor del af hemmeligheden bag de oplevelser, vi gerne vil skabe for vores gæster.

I AKKC rummer huset nemlig en lang række forskellige fagligheder, og det er en af vores største styrker.

Et godt eksempel er vores nye egenproducerede konference Leading Forward, der for første gang løber af stablen den 23. april. Her arbejder kollegaer på tværs af huset tæt sammen for at skabe en konference, hvor både indhold og oplevelse spiller.

For at få det hele til at lykkes, bringes mange kompetencer i spil: projektledelse, programlægning, drift, teknik, velkomstteam, forplejning, salg, presse og marketing. Hver enkelt medarbejder bidrager med deres faglighed og erfaring, så alle detaljer falder på plads, fra de første idéer til den sidste gæst går hjem.

Når vi udvikler et nyt arrangement som Leading Forward, mærker vi også tydeligt den særlige energi, der opstår, når mange forskellige kompetencer arbejder mod samme mål. Det er den enkeltes faglighed, samarbejdet og sparringen, der går op i en højere enhed.

En konference om fremtidens ledelse
Vores ambition med Leading Forward er at skabe en inspirerende konference med fokus på fremtidens ledelse. En dag, hvor deltagerne kan læne sig tilbage, blive klogere og tage ny viden med hjem, mens vi sørger for, at rammerne omkring dem fungerer ned til mindste detalje.

På scenen kan deltagerne blandt andet opleve fremtidsforsker Daria (Dasha) Krivonos, erhvervskvinde Christiane Vejlø, iværksætter Casper Kirketerp-Møller og CEO Niels Ulrich Duedahl. Derudover glæder vi os også til at byde velkommen til Mads Steffensen, der inviterer publikum ind i en særlig udgave af ”Mads & A-lederne”.

For os er Leading Forward derfor mere end blot en konference. Det er også et eksempel på et af vores egenproducerede arrangementer, hvor forskellige fagligheder arbejder sammen om én fælles ambition: at skabe professionelle, inspirerende og mindeværdige arrangementer i AKKC.

Læs mere om Leading Forward her.

AKKC og Podium ansætter fælles Head of People & Culture

Samarbejdet mellem AKKC og Restaurant Podium tager nu et nyt skridt. Vi har i fællesskab ansat Pia Mai Mortensen som Head of People & Culture. Den nyoprettede stilling bliver en ny rolle, der skal styrke samarbejdet, kulturen og arbejdet med medarbejdere og ledere på tværs.

AKKC-direktør Nicolaj Holm og restaurantdirektør Michel Lycoops har siden maj sidste år arbejdet tæt sammen om at skabe det, de kalder “ét hus”, hvor gæsterne oplever én samlet kvalitet uanset om de deltager i et arrangement eller besøger restauranten.

– Vi har mange kunder, der kommer igen år efter år og fortæller, at vi er blevet endnu bedre. Det er vi enormt stolte af. Men for at kunne levere den service kræver det også, at vi udvikler os internt, siger Nicolaj Holm.

Den nye stilling skal netop være med til at styrke de interne processer omkring ledelse, trivsel og samarbejde. Og at rollen er fælles, er helt bevidst.

– Når gæsterne kommer ind i huset, tænker de ikke over, om de er hos AKKC eller Podium. De tænker bare, at de er i Aalborg Kongres & Kultur Center. Derfor skal vi også arbejde endnu tættere sammen for at give dem den bedste oplevelse, siger Michel Lycoops.

Solid profil til stillingen
Pia Mai Mortensen kommer senest fra en stilling hos Beritech, hvor hun har arbejdet med kultur, ledelse og samarbejde på tværs af organisationer. Netop det arbejde bliver centralt i hendes nye rolle.

– Jeg bliver motiveret af at skabe arbejdspladser, hvor mennesker trives, udvikler sig og lykkes sammen. Der opstår noget helt særligt, når forskellige fagligheder mødes i en stærk kultur, hvor potentialet kan udfolde sig – både for mennesker og organisationer, siger hun.

Ansættelsen er samtidig en del af en større ambition hos AKKC og Podium: at være de bedste i branchen både for gæster og medarbejdere.

– Vi lever af den nordjyske gæstfrihed og ordentlighed. Af en høj faglighed og professionalisme. Vi er i en skarp konkurrence, og der er ingen tvivl om, at vi vil være de bedste. Men hvis vi skal være det, skal vi også have de bedste medarbejdere, og medarbejderne skal have de bedste arbejdsforhold, siger Nicolaj Holm.

Et nyt rum til erfaringer, perspektiver og praksis

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i AKKC kontinuerligt arbejder med at styrke os kommercielt. Og det ved vi også er et fokus for mange andre nordjyske virksomheder. Derfor opstod idéen til det nye netværk Morgenscenen heller ikke ud af et ønske om endnu et netværk, men snarere ud af en mangel indenfor salgserhvervet spottet af vores egne Sales Managers Line Wigard Mendys og Morten Dehn.

– Vi kunne se, at rigtig meget kompetenceudvikling for sælgere foregår inhouse. Det sker internt, og det er ofte bundet op på egne mål og KPI’er, Og hvor går man så hen, hvis man gerne vil spejle sig i nogen uden for sin egen organisation? fortæller Line Wigard Mendys.

Morgenscenen kombinerer faglige oplæg med netværk i øjenhøjde. Her er ambitionen at skabe et rum, hvor sælgere kan mødes på tværs af brancher og dele erfaringer uden frygt for at “tage” noget fra hinanden. Det er samtidig et format, der springer ud af AKKC’s værdisæt om at være eksperimenterende og modige.

– Det er et bevidst valg fra vores side om at prøve vores idéer af. At bruge vores stærke faglighed og rammer i AKKC til at skabe noget nyt, som kan give branchen et friskt pust, siger hun.

Et opgør med facaden
Morgenscenen bliver et opgør med den klassiske forestilling om sælgeren. For flere kan salg stadig være noget, der omhandler at spille en rolle. Men i det nye netværk får alt det bag facaden også betydning.

– Der er mennesker bag sælgere. Derfor er der også usikkerheder, pres og situationer, hvor tingene ikke lykkes, og det skal der være plads til at tale om, siger Line Wigard Mendys.

Netop det mere jordnære og ærlige er en central del af formatet. Her er der ikke fokus på buzzwords og titler, men på det, der virker i praksis og det, der kan være svært.

For Line Wigard Mendys er Morgenscenen også drevet af en personlig erkendelse.

– Jeg har aldrig set mig selv som sælger. Min uddannelsesmæssige baggrund ligger et helt andet sted, og jeg ved, at der er mange som mig. Folk, der måske ikke passer ind i den klassiske sælgerprofil, men som stadig arbejder med salg hver dag, siger hun.

Et format, der passer ind i virkeligheden
Med møder fra kl. 8.30 til 10.30 er Morgenscenen designet til at passe ind i en travl hverdag.

– Man har ikke rigtig startet dagen endnu, og man bliver ikke hevet væk fra noget, man er i gang med. I stedet får man et energiboost, noget konkret viden og nogle nye relationer – som man kan tage med videre ind i resten af arbejdsdagen, forklarer Line Wigard Mendys.

Kærligheden til chokolade og kager bragte sydafrikanske Thelo til Restaurant Podium

Historien om Thelo van Wyk’s rejse fra Sydafrika til Aalborg kan læses i den nye udgave af AKKC’s bæredygtighedsmagasin IMPACT. Her får du en smagsprøve på magasinets indhold.

Som han står der, smilende og med brune øjne, er det ikke umiddelbart en sydafrikaner, man tænker på. Men det er han. Hvid sydafrikaner. Afrikaans er mest bønder og farmere, og det gav Thelos far rynkede bryn og bekymringer, da han allerede som barn lavede “kvindearbejde”, som hans far kaldte det. Thelo elskede allerede fra lille dreng at lave og eksperimentere med specielt cho­kolade, men også med sukkerting og kager. Thelos far kunne have sparet sin bekymring, for det var optakten til et rigt liv.

– Jeg ville bare være kok, fortæller han storsmilende.

I dag har Thelo van Wyk et job i Podium som konditor. Sammen med et par medhjælpere laver han ren magi i chokolade og kager til gæsterne i AKKC. Hvordan havnede Thelo, hans hustru, to små drenge og to inter­nathunde dog i Aalborg med hjem i Øster Hassing?

Michel Lycoops er direktør i Podium, der står for al for­plejning i AKKC. Ofte kigger han 360 grader rundt, når der er brug for arbejdskraft. Også i dette tilfælde. En konditor skulle Podium bestemt have, og de hænger ikke på træerne i Danmark. Så det blev et opslag på hjemmesiden Work in Denmark. Og her kiggede Thelo med.

Du kan læse hele historien, og mange flere historier om vores måde at arbejde med bæredygtighed, i det nye IMPACT her.

AKKC ansætter ny økonomichef

Den 1. marts kunne vi byde et varmt velkommen til Emilie Bundgaard Jensen, der er startet som ny økonomichef. Den 31-årige nordjyde kommer med solid ledererfaring og indgår samtidig i AKKC’s ledergruppe.

Den første marts var 31-årige Emilie Bundgaard Jensens første arbejdsdag i AKKC. Og det var samtidig også hendes første dag retur fra barsel. Emilie Bundgaard Jensen kommer med solid ledererfaring, senest fra en stilling som Manager i Redmark, og hun vil også indgå i AKKC’s ledergruppe, der består af Maiken Sparshott (CTO), Jesper Ring (Facility Manager), Jan Kvistborg (CSO), Lars Rønnov (CCO), Anna Højen (CPO), restaurantdirektør Michel Lycoops og CEO Nicolaj Holm.

– Med ansættelsen af Emilie Bundgaard Jensen som ny økonomichef kommer AKKC til at stå med endnu en stærk leder. Emilie har både en unik faglighed, et særligt øje på ledelse og ikke mindst et syn på udvikling og samarbejde, som matcher rigtig godt med AKKC’s visioner, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC.

Drevet af mennesker og udvikling
Emilie Bundgaard Jensen er født og opvokset i Thy, og har efterfølgende studeret i Aalborg. Hun trådte ind i sin første lederstilling som 25-årig hos Matrix Support, der nu er en del af Beierholm-koncernen, efterfølgende har hun været ansat hos Blue Power Partners og senest i revisionsvirksomheden Redmark.

I dag er Emilie Bundgaard Jensen bosat i Visse, og i den nye stilling som økonomichef hos AKKC, kan hun netop trække på den store faglige og ledelsesmæssige erfaring, hun har opbygget gennem sine tidligere stillinger. Hun er da heller ikke i tvivl om, hvorfor stillingen var et godt match til hende.

– Jeg er drevet af to ting. At arbejde med mennesker og sikre udvikling. Jeg tror ikke på, at en medarbejder eller afdeling kan stå alene i en organisation. Alle kollegaer og afdelinger supplerer hinanden for samlet at kunne løfte og nå fælles mål og strategier, fortæller Emilie Bundgaard Jensen.

I AKKC har vi de seneste år været igennem en stor udvikling, og det strategiske fokus for de kommende år inkluderer da også fortsat optimering og udvikling på flere områder.

– Det er naturligt for en type i min stilling, at vi gerne vil have at tingene stemmer og er korrekte. Men tallene kan ikke stå alene. En af mine styrker og drivkræfter er også at være med til at sikre konstant udvikling, og her glæder jeg mig til at blive en del af den rejse, som AKKC allerede er på og at bidrage til den med min faglighed, forklarer Emilie Bundgaard Jensen.

International bingofest har sat skub i Aalborgenserne

Når man siger bingo, tænker de fleste på rolige aftener med papir og brikker. Men sådan bliver det langt fra, når det internationale festfænomen, Bongo’s Bingo, finder vej til AKKC i foråret. Her blandes klassisk bingo med DJ, dance-offs, skæve præmier og masser af overraskelser – og netop den kombination ser ud til at have ramt noget hos det nordjyske publikum.

Bongo’s Bingo beskrives bedst som en kollektiv festoplevelse og et nostalgisk frirum, hvor minder, musik og leg smelter sammen. Her spiller og (vigtigst af alt) fester alle side om side – uanset om du er 18 eller 92 år. Der er ingen barrierer, ingen krav og ingen forventninger om andet end at have det sjovt.

Konceptet har taget verden med storm og foregår i dag i næsten 50 byer verden over. For godt en måned siden kunne vi afsløre, at bingofesten lægger turen forbi Aalborg lørdag 18. april. Og hvis man skulle være i tvivl om interessen i Aalborg, så blev den hurtigt gjort til skamme. Efter bare 14 dage var alle billetter udsolgt.

– Vi er helt overvældet over den store interesse, der har været for Bongo’s Bingo i Europahallen. Det er tydeligt, at folk er nysgerrige på formatet – det er jo ikke bingo, som man kender det. Det er mere en fest forklædt som bingo – eller måske omvendt. Men vi tror netop, at det er den kombination, der gør, at så mange har fået øjnene op for konceptet, fortæller Emilie Schjeldahl Hansen, der er Producer i AKKC.

Den store efterspørgsel har gjort, at vi umiddelbart lige efter, at vi kunne melde udsolgt, fik sat en ny fest i salg, så flere nordjyder får muligheden for at opleve det ikoniske bingoshow. Og også her rykker billetsalget i den rigtige retning.

Med en udsolgt premiere og en ekstra dato i kalenderen er det tydeligt, at Bongo’s Bingo har fået en stærk start i Aalborg – og at nordjyderne er klar på nye måder at gå i byen på.

Want
more?

Vil du se de tidligere udgaver af Backstage?

Ja tak!