Scenetårnet
af Nicolaj Holm
CEO i AKKC | [email protected]
AKKC er bygget på visionære drømme og fremsynethed – og det vil vi fortsat videreføre.
I fem årtier har internationale kunstnere besøgt Aalborg og plantet et træ blandt De Syngende Træer i Kildeparken. De godt hundrede træer med tilsat musik fra den enkelte kunstner er blevet én af Aalborgs mest internationalt, anerkendte turistattraktioner. Parken er flere gange nævnt blandt de 25 mest interessante turistattraktioner i Danmark af forskellige internationale medier, ligesom internationale tv-kanaler har besøgt parken – der for øvrigt også har været ”et spørgsmål” i den tyske udgave af Hvem vil være Millionær.
Visionære drømmere har lagt spirene, nøjsomt vandet, luget og podet. Ladet spirene vokse til store træer, som har sikret, at de kommende generationer kan lege i Livstræets Kroner. Og når man sidder i trækronen og spiser kirsebær, drømmer store drømme og ser ud over landskabet, bør det være med den dybeste respekt for netop de visionære drømmere, der havde fremsynet.
Fejring af en visionær mand
Ernst ’Trille’ Trillingsgaard tog initiativ til den første træplantning i 1987, hvor Sir Cliff Richard plantede det første træ. I dag er alle de plantede træer krydret med musik, som kunsterne selv har været med til at vælge – og flere hundrede tusinde besøgende i parken trykker på musikknapperne hvert år. Dét er visionært!
Derfor fortjente Trille også at blive fejret, da han fyldte 85 år i marts. Vi havde derfor indbudt nuværende og tidligere medarbejdere til en hyggelig fødselsdagsfrokost, hvor vi fejrede den visionære Trille – og hyldede ham for det menneske og den gode forretningsmand han har været for AKKC, for Aalborg og for Nordjylland!
AKKC – i en 2025 version
I det store og hele er AKKC bygget af visionære drømmere – for at vise resten af verden hvad Nordjylland har at byde på. Og omvendt. Det er de visioner, vi i dag forsøger at udleve og videreudvikle på Europa Plads. I en 2025-version.
Og i al beskedenhed gør vi det godt. Vi har lige haft tre regnskabsmæssige rekordår – og 2025 bliver uden sammenligning det hidtil bedste. Det ved vi allerede nu. Og vi er godt hjulpet på vej af de visionære kræfter, der har lagt nogle tunge grundsten. Faktisk lige fra den måde huset er designet på – for arkitekterne var bestemt også visionære – og det giver os en enormt stor fordel i forhold til fleksibilitet selv den dag i dag, mere end 70 år efter!
Et samlet Aalborg
At bygge ovenpå sådan en stor arv gør, at kravene til visionerne også bliver desto større. Og til at udleve de visioner skal vi stå sammen. Hele Aalborg!
Derfor har vi samlet en stor gruppe erhvervsfolk fra byen for at kigge på de afledte muligheder for Nordjylland, Aalborg, erhvervslivet og for de bæredygtige visioner, når de europæiske topledere kommer til AKKC i forbindelse med EU-formandskabet i Aalborg i juli. Forhåbentligt med et stærkt indtryk af hvilke muligheder Nordjylland byder på.
Europas øjne kommer for en sund til at hvile ekstra meget på Aalborg og Nordjylland, og det er en mulighed, vi ikke må lade gå forbi.