Daði Freyr is doing a tour, og den bringer ham til Aalborg og den allerførste ståkoncert i Drivhuset!
Måske du kan huske Daði Freyr fra Eurovision i 2020, hvor han var spået en topplacering med sangen ’Think About Things’, før Covid-19 satte en stopper for konkurrencen det år.
Sangen blev et kæmpe hit – ikke mindst på grund af skuespilleren Russel Crowes deling af musikvideoen på de sociale medier – som betyder, at den nu har flere end 128 mio. afspilninger på Spotify og 44 mio. visninger på YouTube.
Og det er virkelig også en festlig og groovy lyd Daði Freyr leverer – noget, man ikke kan undgå at blive i godt humør af!
Han har netop udgivet første del af sit engelsksprogede debutalbum, I Made An Album 1/3. Hele albummet bliver udgivet sidst på sommeren, og de nye sange er en sprudlende samling disco-inspirerede popsange med sofistikerede hooks og selvrefleksion, men stadig med en overflod af Freyrs unikke og charmerende humor.
Åbningssangen I’m Fine er en elektronisk basker af et dansenummer. Den efterfølgende Limit To Love viser en mere blød og seriøs side af musikeren gennem kærlighedserklæringen til hans to børn. De to sidste sange Shut Up og Thank You hiver med sikkerhed publikum tilbage på dansegulvet.
Det nye album bringer Daði Freyr på en turné, som meget belejligt har fået navnet "im doing a tour", og til august er det nordjydernes tur til at slippe hæmningerne på dansegulvet i Drivhuset, når den islandske sanger gæster AKKC på turnéen.
Som altid til Drivhusets arrangementer er det muligt at starte aftenen allerede kl. 16, hvor man kan slå sig ned i den hyggelige drop-in lounge i foyeren og købe en kold øl eller spille et brætspil, som Spilforsyningen har været så rare at stille til rådighed. Omgivelserne er uformelle og helt low-key, så der er plads til at slappe af og hygge sig sammen.
Aftenens menu
Vegansk: Veganske grøntsagsdeller med citron og krydderurter samt rugbrød.
Med kød: Fiskefrikadeller med røget laks, citron og krydderurter samt rugbrød.
Når du køber billet, kan du vælge mellem vegansk eller med kød.
Tidsplan
16.00 - Drop-in lounge (Brætspil og sniksnak i Foyeren)
18.00 - Dørene åbner til salen (fællesspisning og hygge)
20:00 - Showtime (Underholdningen starter)
Drivhuset
Hverdagen bliver hurtigt ensformig og kedelig. Men det behøver den ikke at være! I Drivhuset implementeres weekendhyggen på udvalgte onsdage og torsdage med fællesspisning og underholdning til en overkommelig pris. De forskellige arrangementer spænder bredt med alt fra koncerter og comedy til spændende foredrag og talks. Arrangementerne har den samme faste pris på 260 kr. hver gang! Læs mere om Drivhuset.
Lyt til Daði Freyr