
02/06 2025
Ane Høgsberg laver barselskomik i Aalborg
Gylp på skulderen, søvnunderskud og kærlighed i overflod. Barselslivet er fyldt med charme, kaos og gode stunder, og den danske komiker og mor, Ane Høgsberg, tager nu barselslivet under kærlig, komisk behandling med sit nye koncept Barselskomik. Mandag 27. oktober inviterer Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) indenfor til en formiddag fyldt med latter, ammehjernesnak og fællesskab med andre trætte, grinende forældre.
Der findes utallige tilbud til forældre på barsel – men findes der i virkeligheden noget bedre end at grine? Og især at kunne grine af sig selv og alle de skøre oplevelser både kvinder og mænd har i forbindelse med graviditet og barsel?
Komiker Ane Høgsberg har selv et barn, og er lige nu gravid igen. Så hun ved præcis, hvor vanvittigt (og vildt!) barselslivet kan være – men nu skal det også være ekstra sjovt. Derfor har hun skabt formatet Barselskomik, der er en lille time fyldt med komik, der rammer lige ned i livet med en baby. Og hvor babyer selvfølgelig også er velkomne.
Ane Høgberg gæster AKKC’s Europahallen med Barselskomik til en hyggelig formiddag og et vitamintilskud til den vanlige babyboble mandag 27. oktober kl. 10. Og det vil selvfølgelig, i bedste barselsstil, være muligt at tilkøbe lækker tallerken med en BMO, en kop kaffe/the, et glas juice samt lidt grønt og sødt.
Alle er velkomne
Ane Høgsberg kalder selv Barselskomik for ’lattergaranti for trætte forældre’, og alle er velkomne til en formiddag, der kommer til at adskille sig gevaldigt fra babyrytmik, babysvømning og babybio. Det er derfor både oplagt at komme alene, med forældregruppen, med påhæng, der ikke er babyer – eller for den sags skyld med babyer, som stadig er inde i maven.
Hver gang tilføjes et ekstra, sjovt element, som varierer fra gang til gang. Det kan være en quiz, talk, banko, oplæsning eller noget helt femte.
p.s. hvis hæmoriderne eller babyen ikke tillader, at man kan sidde på en stol, så er man velkommen til at tage et tæppe med og sidde på gulvet i stedet.
Billetter til Barselskomik med Ane Høgsberg mandag 27. oktober 2025 kl. 10 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 175 kr. inkl. gebyr. Tilkøb af en tallerken med en BMO, en kop kaffe/the, et glas juice samt lidt grønt og sødt for 139kr. pr. person. Der tilføjes et ”fri transport gebyr” på 7 kr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study-tickets.
