06/08 2025

Andreas Bo leverer en ny omgang grin, gakkeløjer og god gammeldags galskab

Da Andreas Bo tidligere i år indtog scenen med sit onemanshow HÅR(D) i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), var det for en stopfyldt sal, der satte publikums lattermuskler på hård prøve. Fredag 5. september gør den populære komiker comeback med et ekstrashow – og der er stadig billetter at grine efter.

Der er mange dygtige komikere, skuespillere, entertainere, satirikere og parodister i Danmark, men Andreas Bo er måske den eneste, der hører til i toppen af alle kategorierne.

Han kan dét, som alle ønsker at se – underholde og parodiere med en lårklaskende lethed, så publikum ikke er i tvivl om, hvad det drejer sig om.

I onemanshowet HÅR(D) går han linen ud med sin karakteristiske blanding af karikatur, kant og comedy – og han gør det uden filter. Det har fået Berlingske til at kvittere med fem stjerner.

– Andreas Bo er det måske tydeligste symbol på den antiwokebølge, der lige nu ruller over verden. Hans onemanshow HÅR(D) er et modbydeligt sjovt mandemanifest, skriver Berlingske i anmeldelsen.

Den populære komiker går hårdt til tidens emner og stiller de – for en komiker – helt relevante spørgsmål, som: Hvad er der liiige at være sur over, når man er født i verdens fedeste land? Kan tidens forståelse for rummelighed rumme dem, som ikke kan rumme de rummelige? Og hvorfor skammer vi os over vores sans for ironi, når vi burde være stolte?

Publikum får en aften i selskab med én af Danmarks mest frygtløse komikere, der tør sige det, andre kun tør tænke. Andreas Bo vil vise, at man kan lave sjov med alt – ikke mindst sig selv. Og lige meget om man er enig eller ej, så er det garanteret grin fra top til tå.

Så alle nordjyder, der er til show, satire og skarpe punchlines, der ikke undskylder for noget, har mulighed for at gøre sig selv en tjeneste og sikre en billet til ekstrashowet i AKKC fredag 5. september kl. 19. Publikum fra første omgang gik hjem med ømme mavemuskler og smil, der sad fast i flere dage.

Billetter til Andreas Bo – HÅR(D) fredag 5. september 2025 kl. 19.00 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 345 kr. inkl. gebyr. Der tilføjes et ”fri transport gebyr” på 7 kr.

Andreas Bo

345 kr.
Comedy StudyTickets
Køb billet