16/01 2020
AKKC skyder året i gang med nytårsfriskt billetsalg
Først er det balletten, Svanesøen, som i næste uge igen spiller for en fyldt Aalborghallen, ligesom det var tilfældet sidste år. Interessen for den russiske ballet om svaneprinsessen Odette synes altså uendelig, og når de dygtige aktører fra Den Russiske Nationalballet onsdag 22. januar elegant bevæger sig hen over scenen, er det for intet mindre end 13. gang i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Blot få dage efter lader AKKC tæppet gå for Michael Jackson-hyldestshowet, Thriller Live, der ligesom balletten fra Moskva spiller for en fyldt sal. Derudover optræder Nikolaj Stokholm i starten af marts med hele fire shows, hvor billetterne blev flået væk på blot få uger, mens der i skrivende stund blot er få hundrede billetter tilbage til efterårets ekstrashow med den fremadstormende standupper.
Særligt standup/comedy hitter lige nu blandt det nordjyske publikum, og AKKC melder både Rune Klans to onemanshows i april og efterårets multiforestilling, Comedy Ball, med bl.a. Lars Hjortshøj, Thomas Warberg og Ruben Søltoft udsolgte.
Det samme gør sig gældende for Andreas Bos onemanshow, SKARP, og ligesom Nikolaj Stokholm fik den 52-årige komiker for ganske nylig tilføjet en ekstraforestilling på plakaten i AKKC, som spiller lørdag 10. oktober kl. 21.30.