03/10 2022
AKKC gennemfører messe i Grønland for første gang i fire år
Tredje gang er lykkens gang. Efter to udsættelser grundet Covid-19, i henholdsvis 2020 og 2021, kan AKKC i år afholde Grønlands eneste fagmesse inden for fiskeri og jagt i samarbejde med Avannaata Kommunia og KNAPK.
AKKC afholder PolarExpo Fishing & Hunting i Grønland for ottende gang, det er dog første gang, messen finder sted i Ilulissat. De syv forrige gange har messen foregået i Sisimiut, men i år rykker messen til nye og større haller i Ilulissat.
Fra Aalborg til Grønland
De efterhånden mange messer i Grønland har resulteret i et helt særligt og nært forhold mellem AKKC og Grønland. Så når containeren pakkes med messeudstyret for ottende gang, er det med ro i maven.
– Vi har et helt specielt og nært forhold til Grønland og de mange grønlændere, vi har samarbejdet med gennem årene. Så hvor vi første gang i 2006 betrådte ukendt land, da vi kom til Sisimiut for at gennemføre messen uden at have sat foden på Grønlandsk jord tidligere, har vi nu et langt bedre kendskab til forholdene. Selv om det her i 2022 er første gang, vi holder messen i Ilulissat, så har vi langt større ro i kroppen, da vi ved, hvad vi kan forvente, og hvis vi møder udfordringer, så ved vi, at vi ved fælles hjælp nok, skal løse dem, fortæller Else Herfort, der er Head of Sales & Expos i AKKC.
Messen er med til at understrege AKKC’s rolle som professionel arrangør af fiskerimesser. Udover PolarExpo i Grønland arrangerer kultur- og kongrescenteret også DanFish-messen, der afholdes hvert andet år i AKKC og tiltrækker både udstillere og besøgende fra hele verden.
Ny lokalitet og nye faciliteter
I Sisimiut lagde over 1500 besøgende vejen forbi messen, og det er forventningen, at besøgstallet vil stige yderligere i år.
Den nye lokation i Nordgrønland, Ilulissat, er nemlig tættere på en lang række aktører inden for fiskeriet, så det bliver lettere for alt fra jollefiskere til havgående trawlere at deltage på messen.
Derudover er der også en større hotelkapacitet i Ilulissat og derved bedre indkvarteringsmuligheder for de mange udstillere og besøgende.
– Vi ser virkelig frem til at afholde PolarExpo 2022 i Ilulissat! Den nye lokalitet og de nye faciliteter giver større mulighed for, at der kommer flere besøgende til messen, hvilket er til stor glæde for både os og ikke mindst vores udstillere, fortæller Else Herfort.
PolarExpo Fishing & Hunting 2022 afholdes 11., 12. og 13. oktober 2022 af Aalborg Kongres & Kultur Center i samarbejde med Avannaata Kommunia og KNAPK i Ilulissat Hallen. Messens åbningstider er fra kl. 10-17 alle dage. Læs mere på polarexpo.net